Hvis de dog bare havde haft langt hår …

af Marie Groth Bastiansen, redaktør

Hos Minangkabau-folket på Sumatras vestkyst, hos Khasi-folket i det nordøstlige Indien og hos Mosuo-folket i det sydvestlige Kina eksisterer efter sigende nogle af de få matriarkalske samfund i verden.

På Læsø opstod der i 1700-tallet utilsigtet et matriarkalsk samfund, fordi øens mænd – i lighed med mændene i mange græske øsamfund, heriblandt Lesbos – opholdt sig på havet i længere perioder, og det derfor af naturlige årsager var de tilbageladte kvinder, der fik samfundet til at løbe rundt i mændenes fravær.

I græsk mytologi støder man tit på amazonerne; de frygtede kvindelige krigere og jægere, der levede sammen i et samfund kun for kvinder. De tilbragte kun kortvarigt tid med mænd med det ene formål for øje at blive gravide, og de valgte kun at opfostre deres døtre – drengebørn blev afleveret tilbage til fædrene.

I fiktionen er der gennem tiden set adskillige eksempler på feministiske utopier, der kredser om det matriarkalske samfund – eller i hvert fald om en anden type samfund end det traditionelle mandsdominerede. Til eksempel kan i kronologisk rækkefølge nævnes Mary E. Bradleys ”Mizora” (1890), Charlotte Perkins Gilmans ”Herland” (1915), ”The Left Hand of Darkness” (1969, dansk udgave 1974) og ”The Dispossessed” (1974, dansk udgave 1979) af Ursula Le Guin, ”The Kin of Ata Are Waiting for You” (udkom i 1971 under titlen ”The Comforter”) af Dorothy Bryant, Joanna Russ’ ”The Female Man” (1975), Mary Statons ”From the Legend of Biel (1975), Marge Piercys ”Woman on the Edge of Time” (1976) og norske Gerd Brantenbergs ”Egalias Døtre” (1977, dansk udgave 1980 – og netop genudgivet digitalt her på forlaget, se mere her). De berører alle mange af de samme aspekter, heriblandt klasselighed, ligeværd, solidaritet, fællesskab, fælles børneopdragelse, ingen kønsbestemte privilegier eller ditto arbejdsopgaver og ingen frygt for vold fra mænd.

Et ganske nyt eksempel i samme genre er Maren Uthaugs ”11%” (2022) og den nyligt udkomne efterfølger ”88%”, hvor mændene er spærret inde på avlscentre, og samfundet udelukkende består af kvinder, der lever trygt i et voldsløst samfund – en slags omvendt ”Tjenerindens fortælling” (1986), hvor fødedygtige kvinder lever i fangenskab og er reduceret til at være rugemødre for højprofilerede barnløse ægtepar.

”Dette er et civiliseret land … derfor må der findes mænd”

Charlotte Perkins Gilmans roman ”Herland” fra 1915 blev bragt som føljeton i ”The Forerunner” – et feministisk tidsskrift skrevet til og af kvinder (primært af Perkins Gilman selv) – og er det tidligste litterære eksempel på en feministisk utopi, som er oversat til dansk (”Kvindeland”, 1980), hvilket i sig selv gør det interessant at gøre romanen til genstand for nærmere undersøgelse.

I romanen tager tre amerikanske opdagelsesrejsende på ekspedition for at lokalisere et hidtil uudforsket land, som kun er befolket af kvinder, og som i tusindvis af år har været afskærmet fra omverdenen. Her møder de til deres store overraskelse kvinder, der lever i et højt udviklet og civiliseret samfund, hvor man vægter det kollektive fællesskab højere end det enkelte individ.

”Vi havde forventet en kedelig undertrykt monotoni og mødte i stedet for en dristig social opfindsomhed, der var nået meget længere end vores, foruden en teknisk og videnskabelig udvikling, der stod fuldt på højde med vores.

Vi havde forventet smålighed, men fandt en social bevidsthed, som fik vores land til at ligne en børnehave – og ovenikøbet en børnehave for småtbegavede.

Vi havde forventet jalousi og fandt en bred søstersolidaritet og en retfærdighedssans og intelligens, som vi ikke havde nogen parallel til.

Vi havde forventet hysteriske kvinder og fandt sundhed, vitalitet og ligevægt. Vi kunne f.eks. ikke forklare dem, hvorfor man bander – selvom vi prøvede.”

”Kvindeland”, s. 116

De tre mænd, rigmanden Terry, digteren og botanikeren Jeff og sociologen Van, er gamle venner og repræsenterer for så vidt (omend meget sat på spidsen) tre forskellige mandetyper med tre divergerende kvindesyn. Terry repræsenterer den type mand, der inddeler kvinder i kategorierne ’frastødende’ og ’tiltrækkende’ og i øvrigt kun gider beskæftige sig med sidstnævnte. Han mener, at kvinden må indordne sig under manden, at alle kvinder inderst inde gerne vil domineres, og at det er mandens ret at tage for sig uden at spørge først. Jeff repræsenterer det helt modsatte af Terry; en såkaldt ”blødere” mandetype og pacifist, der forguder kvinder og nærmest bliver helt underdanig i samværet med dem. Van, som er historiens fortæller, placerer sig et sted mellem Terry og Jeff, hvad angår kvindesyn, og han er da også den af de tre mænd, som kvinderne i Kvindeland bedst kan lide, fordi han ligner dem mest.

Ved ankomsten til Kvindeland bliver mændene opdaget af tre kvinder i skoven – Celis, Alima og Ellador – som i øvrigt senere hen bliver deres hustruer. De tager mændene med til hjertet af byen, hvor resten af kvinderne opholder sig. Kvinderne tager mændene til sig med åbne arme og gør en stor indsats for at lære dem deres sprog og lære dem om landets skikke, så de kan blive en del af deres samfund. I den forbindelse bliver de tre mænd hver især tildelt en ”lærer” – Somel, Zava og Moadine – som er ansvarlige for mændenes ”uddannelse”. Kvinderne er ligeledes interesserede i at kende til mændenes verden og verden uden for Kvindeland; en verden befolket af to køn, som lader til at have afgørende betydning for, hvilken rolle man indtager i samfundet. Til at begynde med er alle tre mænd af den opfattelse, at eftersom Kvindeland er et civiliseret land, så må der findes nogle mænd et sted. Men i takt med at mændene kommer til at forstå landets socialistiske og solidariske normer, befolkningens åbenhed og hjælpsomhed og den fuldstændige mangel på kønsrollernes snærende bånd, begynder de (nogen mere end andre, i sagens natur) at se deres hjemland i et helt andet lys.

”Efterhånden som jeg lærte at sætte større og større pris på, hvad disse kvinder havde udrettet, jo mindre stolt var jeg af, hvad vi med al vores mandighed havde udrettet.”

”Kvindeland”, s. 87

Det altoverskyggende fællesskab

De tre mænd erfarer, at Kvindeland nedstammer fra én urmoder, der i sin tid levede som en dronning, en gudinde og som en mor for dem alle sammen. Hun så sine 125 børnebørn komme til verden og døde som 101-årig fuld af stolthed og glæde over at have grundlagt en ny race. Efterhånden som landets kultur udviklede sig, forvandlede deres religion sig til en form for moderlig panteisme – en allestedsnærværende kraft, noget som bor i dem alle. Moderkærligheden dyrkes i Kvindeland som en slags religion og ikke blot som et naturligt instinkt eller personlige følelser hos den enkelte.

”Det indbefattede denne grænseløse søstersolidaritet, denne samarbejdsevne, som var så vanskelig for os at forstå. Og disse følelser omfattede hele racen, hele nationen, hele menneskeheden – åh, jeg ved ikke, hvordan jeg skal udtrykke det.”

”Kvindeland”, s. 99

Når kvinderne i Kvindeland fra tid til anden bliver grebet af en dyb indre trang til at få et barn, indtræffer en periode med voldsom opstemthed: Den pågældende kvinde befinder sig i en tilstand af gennemstrømmende lykke og er fyldt op af et koncentreret ønske om et barn. Det er denne stærke længsel efter et barn, der (såfremt kvinden giver efter for den) får miraklet – jomfrufødslen – til at indtræffe. Kvinderne opfatter sig selv som mødre – også selvom de ikke har født et barn. De er alle mødre for hinanden og for børnene, og alle tager ansvar og føler kærlighed for landets mange børn, som alle er fælles om at passe og opdrage. Derfor har de heller ikke noget efternavn i Kvindeland. For det er ganske uvæsentligt at kunne aflæse gennem et navn, hvilken specifik kvinde barnet kommer fra.

”For dem var landet en enhed – det var deres. De var selv en enhed, en bevidst gruppe. De tænkte på samfundets ve og vel. Derfor var deres tidsfornemmelse ikke begrænset til et enkelt livs forhåbninger og begrænsninger. Og derfor lagde de planer om forbedringer, der kunne strække sig over århundreder.”

”Kvindeland”, s. 113

Den verden, mændene kommer fra, er en udpræget mandeverden, hvor manden er centrum, og kvinden er hans ejendom. Her gælder det for manden om konstant at kæmpe, sejre og undervejs få så megen succes som muligt – og desuden skabe sig en familie med ham som overhoved. Anderledes er det i Kvindeland, hvor det kollektive prioriteres højere end individet.

”Al den omsorg og alle de ofre, vores kvinder har ydet deres familier, har disse kvinder ydet deres land og deres race. Al den loyalitet og alle de tjenester, mænd forventer af deres koner, gav de ikke til en enkelt mand, men kollektivt til hinanden.”

”Kvindeland”, s. 136

Tanker om fællesskabet som mere betydningsfuldt end det enkelte menneske vækker på sin vis mindelser om Margaret Atwoods dystopiske roman ”The Handmaid’s Tale” (1985, på dansk i 1986), hvor individet er blevet frataget al individualitet og kun eksisterer som del af en kollektiv identitet; som del af det mandsdominerede samfund Gilead. Men bortset fra det, ophører al sammenligning af de to samfund, der skildres i Gilmans og Atwoods romaner – Kvindeland må endda siges at være den diametrale modsætning af Gilead.

Når der nu ikke findes mænd i Kvindeland, findes der heller ikke konflikter, krig, vold eller undertrykkelse. Det siger sig selv. Der findes af gode grunde heller ikke kønsbestemte arbejdsopgaver, og kvinderne påtager sig alle typer opgaver i samfundet. De er hver især specialister inden for deres arbejdsområde – eksempelvis skov- eller landbrugsarbejde – men generelt, erfarer mændene, ved alle bare meget om alt i Kvindeland, f.eks. om landets historie og natur, og det i langt højere grad, end det er tilfældet i den omkringliggende verden.

”Kvinder er ikke uudviklede mænd, men den kvindelige del af menneskeheden er uudviklede mennesker”

Charlotte Perkins Gilman (1860-1935), som var en af de første kvinder, der forsøgte at forene feminisme med socialisme, bruger i romanen ”Kvindeland” humoren som udgangspunkt for social kritik. Hun var særdeles kendt i sin samtid, dog mest som forfatter til det seriøse og omfattende værk ”Women and Economics” (1898), hvori hun fremlægger den påstand, at den vigtigste forudsætning for at forbedre kvindens stilling i samfundet er økonomisk uafhængighed – og desuden som forfatter til ”The Yellow Wallpaper” (1892, på dansk i 1975), som er baseret på forfatterens egne traumatiske oplevelser med en tvungen hvilekur (der forbød hende at skrive og læse!), som hun blev pålagt af sin mand efter en fødselsdepression. Da hun var ved at blive vanvittig af hvilekuren og flygtede fra mand og barn, lettede hendes depression, og hun begyndte at ernære sig ved at skrive og holde foredrag.

Gennem sin brug af humor i ”Kvindeland” afslører Gilman, ”hvor absurde de konventioner er, vi tager for gode varer, især dem der gælder kvinders ’naturlige plads’ eller ’sande natur’.”, skriver historiker Ann J. Lane i sit efterskrift til ”Kvindeland” (s. 207). Det er heller ikke uden humor, at Gilman lader kvinderne i romanen udstille de mange irrationelle aspekter ved vores samfund, som de fleste af os finder ganske naturlige og alt for længe har accepteret som gængse normer. Her bliver det hurtigt tydeligt, at menneskelig adfærd er kønsbestemt. For eksempel forstår kvinderne ikke, hvorfor man skal tage en andens navn, når man gifter sig, hvorfor mænd anser langt hår for feminint, når det kun er hanløver og -bøfler, der har manker, hvorfor det er kvinder med færrest børn, der har flest tjenestefolk, hvad kvinder i den anden verden foretager sig, når de ikke arbejder, hvorfor Gud opfattes som én person etc.

Det er morsomt og tankevækkende, når Gilman vender op og ned på vores gængse forestillinger om, hvad der traditionelt set er kvindeligt og mandligt og på, hvad der er tillært og medfødt maskulin-feminin adfærd. Som Lane skriver i sit efterskrift til romanen, var Gilman af den overbevisning, at det væsentlige ved de to køn er den fælles menneskelighed, de besidder, og ikke de forskelle, der adskiller dem. Hun advokerede for kvindens selvstændighed som en nødvendighed for at skabe et samfund, der både er gunstigt for mænd og kvinder og mente i øvrigt, at også mændenes personlighed lider under, at de skal være den magtfulde og dominerende.

”Hun kæmpede for at definere en menneskelig samfundsform, der byggede på de værdier, som hun først og fremmest så som kvindelige egenskaber: at give liv og sørge for dets vækst. (…) Hun var overbevist om den menneskelige naturs påvirkelighed og prøvede intenst at ændre den form som mennesker – først og fremmest, men ikke udelukkende, kvinder – var blevet påtvunget. Hendes særlige bidrag til denne fløj af den sociale darwinisme var hendes påstand om, at kvinder, hvis de stod sammen og havde viljen til det, kunne blive drivkraften i en reorganisation af samfundet.”

Efterskrift, ”Kvindeland”, s. 212

Ifølge Lane er hovedtemaet i ”Kvindeland” fortælleren Vans omvendelse; at han i mødet med Kvindeland ser sin egen verden med nye øjne og indser, at samfundet måske med fordel kunne indrettes på en anden måde. I fortsættelsen til ”Kvindeland” – ”With Her in Ourland” fra 1916 som desværre ikke er oversat til dansk – følger man Van og hans hustru Elladors rejse rundt i vores verden efter 1. Verdenskrigs udbrud. I slutningen af denne roman vender Ellador hele kønsopfattelsen på hovedet med dette udsagn, som virker passende som afsluttende ord.  

”Først opfattede jeg kun mænd som hankønsvæsener – sådan er det, når man kommer fra ’Kvindeland’. Nu ved jeg derimod, at mænd også er mennesker, ganske som kvinder.”

Efterskrift, ”Kvindeland”, s. 225

Romanen ”Kvindeland” er genudgivet som e-bog og print on demand hos os på forlaget Saga Danmark og kan findes hos din foretrukne onlineforhandler, digitale bibliotek eller abonnementstjeneste for download eller streaming af indhold eller bestilles hjem som fysisk eksemplar gennem din boghandler.