Prins Aage: En lapset eventyrer i fremmedlegionen

Af Jeppe Mørch, redaktør

Fremmedlegionen kan fungere som et skjul for kamplystne mænd på flugt, men for en dansk prins, der hed Aage, var tiden i den mytiske militærenhed fuld af glade eventyr, praktiske modetips og veltilberedt mulebøf. 

En sommerdag i 1901 sad en lille prins i Det Gule Palæ i København og forestillede sig, at tinsoldaterne foran ham var franske, spanske, tyske og italienske tropper. Unge Aage havde samlet en uovervindelig verdenshær, men pludselig trådte prins Valdemar ind på værelset, nev sin søn i øret og deklamerede: »Der mangler endnu et Regiment i din Hær!«

Langsomt gik det op for den betuttede knægt, at han havde glemt at medtage den franske fremmedlegion i legen. 21 år senere, i 1922, meldte den danske prins sig som legionær for at vie resten af sit liv til ørkenkrig og Frankrigs kolonisering af Nordafrika. En så omkalfatrende beslutning kan sjældent alene tilskrives en enkelt dags leg i barndommen, og voksne prins Aages længsel efter nye omgivelser kan bestemt være taget til efter tabet af en formue ved Landmandsbankens krak i netop 1922.

Siden oprettelsen i 1831 har Fremmedlegionen fungeret som et barskt skjul for mænd på flugt fra inkassatorer, hjertekvaler og politi. Den franske konge Ludvig-Filip formåede med etableringen af enheden at udnytte landflygtige, lykkejægere og forbrydere i kampen for nye kolonier i Afrika. Også mordere var velkomne. I dag sorteres drabsmænd og voldtægtsforbrydere fra gennem et tæt samarbejde med Interpol. At ville undslippe krav om børnebidrag er dog fortsat legitimt, og biltyve bliver heller ikke afvist ved hovedsædets porte i Aubagne nær Marseille. I 1800-tallet skød man desertører; i dag nøjes man med at rive kontrakten over, hvis en legionær forsøger at flygte videre.

I to erindringsbøger – Tre Aars Kampe i Fremmedlegionen (1927) og Legionær: Skæbner i Fremmedlegionen (1936) udviser prins Aage tydelig irritation over, at mange også dengang opfattede den gængse legionær som en simpel og voldslysten forbryder. Derfor knyttes militær og krig fra begyndelsen sammen med fantasi og leg, når Aage iscenesætter sig selv som en eventyrer, der har fundet selve meningen med livet i rollen som soldat under ekstreme vejrforhold i Marokko. Derudover var han faktisk tipoldebarn af førnævnte grundlægger af fremmedlegionen, Ludvig-Filip, hvilket også anføres som en årsag bag det store valg: »Naar alt kommer til alt har man enten faaet det i Blodet, eller man har det ikke. Jeg mener dermed, at nogle er Soldater, som andre er Musikere, Digtere, Malere eller Forretningsfolk. Krigen!«

Ikke alle fremmedlegionærer lader sig indrullere i den mytiske enhed på grund af et akut behov for at blive glemt. Faktisk bestemmer man selv, om man vil indskrives under pseudonym eller eget navn. Aage mistede ganske vist sin prinsetitel, da han i 1914 giftede sig under stand med italienske Mathilde Calvi di Bergolo, men det fyndige navn hang ved, og også i fremmedlegionen var han udelukkende kendt som prins Aage.

Lysten til en militærkarriere og eventyr gav sig til kende, før indmeldelsen i legionen i 1922. Under første verdenskrig fungerede prins Aage som observatør i Italien, og hjemme i Danmark blev han siden udråbt som kaptajn i Den Kongelige Livgarde. Men han var endnu ikke krigsmæt, og snart rejste Aage sydpå.

Han ankom til Frankrig iført knæbenklæder og tweedjakke, hvilket vi ved, fordi udførlige beskrivelser af tøj, mad og vin gennemstrømmer erindringsbøgerne. Her spores til gengæld ingen større blodtørst eller egentlig imperialistisk interesse. Baggrunden for Frankrigs engagement i Marokko sammenpresses til under en side. Aage forstod skam udmærket den europæiske interesse for jern, bly, kobber og land i Nordafrika, han var blot mere opmærksom, når snakken faldt på mode. Som da en kaptajn forklarerede, at man ikke bør være bevæbnet konstant i legionen. For »en Revolver faar Bæltet til at hænge og tager Faconen af Vaabenfrakken«.

Selvom den kolonialistiske politik altså ikke fylder meget i Aages erindringer, så gennemsyrer datidens syn på nordafrikanere bøgerne, og særligt de marokkanske modstandere i kampen om territorier fremstilles som vandaler ude af stand til at tænke rationelt.

»Det er umuligt at give noget Indtryk af de Indfødtes rasende Angreb, bevæbnet som de var med Vaaben af enhver Form og Størrelse. Dolke og gammeldags Rifler blev brugt i Flæng. Nogle af dem havde intet andet Vaaben end deres skarpe Tænder, hvormed de i deres blinde Raseri bed store stykker af deres Fjenders Hænder«.

Hermed forsøgte prins Aage at give sig selv og fremmedlegionen det afgørende argument for, at Frankrig havde ret til marokkanernes land. Senere skriver han, hvordan hyæner også gnaver i hænder, og sammenstillingen har selvsagt til formål at nedværdige fjenden til atavistiske barbarer. I forlængelse heraf må det understreges, at denne legionær ikke blot optrådte som en skør starut med ufarlig hang til subtropisk klima og udsøgte uniformer. Han står også tilbage som eksponent for brutal imperialisme.

Prins Aage mønstrede til gengæld barmhjertighed, når han flanerede rundt som en dannet laps i pauserne mellem ildkampe og samtalede med spøjse legionærer fra hele verden. Fremmedlegionens krigsstrategi i Nordafrika var kopieret fra Romerriget, og den viste sig at være lige så effektiv, som den er simpel: Så snart modstanderen var nedkæmpet, byggede de en interimistisk by på slagmarken af stenblokhuse og telte.

Taktikken danner baggrund for erindringernes uvirkelige vekslen mellem blodig krig og billedskøn hverdag. I det ene øjeblik affyrede Aage et maskingevær mod marokkanske stammer; i det næste læste han breve og avis under månens blå skær. Af og til smelter de to verdener sammen, som når Aage beskriver en slagmark en lydløs nat: »Natten sænkede sig over et Landskab, bedækket med Døde. Det var en af disse purpur-blaa Nætter, hvor Maaen hænger som en Sølvkrog paa Randen af en Sky«.

Når en soldat blev invalideret, kiggede Aage gerne forbi med cigaretter til hele lazarettet, og var der ikke behov for den slags barmhjertighed, indfandt han sig i rolige perioder hos Schumann-elskeren major Büchsenschütz til en omgang liggende bridge og whiskysmagning (»Den siddende Stilling er komplet idiotisk og vanvittig, især for en Soldat. En Soldat skal enten staa eller ligge«).  Det er ikke fordi, prins Aage har udeladt triste skæbner fra sine fortællinger. Han mødte i sin tid i fremmedlegionen alkoholikere, koldbrandsofre og selvmordere, og han kan således ikke klandres for at have tegnet et panegyrisk billede af livet som legionær i mellemkrigsårene. Men det er bemærkelsesværdigt, hvordan den barnlige glæde ved soldaterlivet – som altså angiveligt blev grundlagt med tinsoldater – konstant var til stede. I bøgerne er der aldrig en begivenhed, der er så tragisk, at den ikke er god for noget. En længere passage om ildkampe og drab på kammerater afsluttes med ordene: »Under Affæren blev min Pakmule skudt, og i de næste 48 Timer fodrede min Kok mig med Mulebøf – det var slet ikke daarligt«.

Her er det også værd at bemærke, at Aage havde sin egen kok i fremmedlegionen, ligesom han kunne få besøg af sin søn og kone i fredelige tider. De privilegier har uden tvivl forsødet soldaterlivet for kaptajnen.

Et så lapset og glædesfyldt portræt af krig finder man sjældent i bøger om kampene i Irak og Afghanistan, ligesom skildringer af nutidige krige ofte vil indeholde fyldige overvejelser om den politiske baggrund samt terror. Prins Aage var tydeligvis noget for sig, men han var også en repræsentant for tidligere tiders romantiske optagethed af omvæltning.

I tiden op til første verdenskrig udtrykte intelligentsiaen stor begejstring for udsigten til krig. Rainer Maria Rilke, Franz Kafka, Sigmund Freud, Thomas Mann og selv en af historiens mest prominente krigsmodstandere, Stefan Zweig, lod sig rive med. »Trods alt mit had til og afsky for krig ville jeg ikke i mit liv undvære mindet om disse første dage,« skrev Zweig således om krigsudbruddet. De mente dengang, at tilværelsen var iltfattig og begrænset af sjælløs materialisme, hvorfor der var behov for en bombastisk verdensændring, som kunne fortrænge hverdagens meningsløse gentagelser.

Selvom han skrev sine bøger på den anden side af verdenskrigen og et gigantisk uskyldstab, gav prins Aage udtryk for en lignende, sværmerisk opfattelse: »Rundt om i Byerne slumrer Følelser, som aldrig vækkes til Live. Livet er dér altfor sikkert, for velordnet«. Aage ønskede sig næppe en verden, hvor hver dag byder på væbnede kampe og blodudgydelser. Han var snarere interesseret i, hvordan det påvirker en mand (selv i dag kan kvinder ikke ansøge op at blive optaget i fremmedlegionen) at være så tæt på den yderste grænse. I erindringsbøgerne formuleres den tese, at et liv så nær døden tilbyder en mere intens tilværelse samt en større glæde ved de små ting. Såsom kødsuppe og bourgogne.

Tre Aars Kampe i Fremmedlegionen og Legionær: Skæbner i Fremmedlegionen blev udgivet med ni års mellemrum, og der optræder en kuriøs modsigelse i de to værker. På et tidspunkt fik prins Aage tildelt en tysk oppasser ved navn Gerlach. Gerlach beskrives som en drikfældig træmand og dog samtidig som en glimrende soldat. De to fik opbygget et upåklageligt samarbejde, men så ankom Aages kone en dag til lejren med sin nye kammerjomfru – en ung italiensk kvinde. Gerlach forelskede sig hovedkulds, og selvom han forsøgte at tæmme sine følelser med alkoholen i sin overordnedes Eau de Cologne-flaske, så ansporede den ulykkelige kærlighed ham til at begå selvmord med et skud i tindingen. I den ene bog beskrives den unge italienske kvinde som en skønhed. I den anden fremstilles hun som decideret frastødende.

Prins Aage var historiefortæller, før han var historiker, og han var også bevidst om, at hukommelsen ikke er et uforanderligt opslagsværk: »Erindringen giver altid Oplevelserne stærkere Farver og stiller dem i skarpere Relief, jo længere de kommer paa Afstand«. Men selvom mange af historierne tangerer det fantastiske, kan man ikke bare afskrive Aage som glad mytoman. Det kan synes utroligt, når han gengiver, hvordan temperaturen under et tordenvejr i Atlasbjergene pludselig dalede 40 grader, men adspurgt om det overhovedet er muligt, svarer DMI: »Det kan sagtens ske«.

Tre års kampe i Fremmedlegionen

Prins Aage

Legionær. Skæbner i Fremmedlegionen

Prins Aage

Fakta

Prins Aage Christian Alexander Robert blev født 1887 i Det gule Palæ i København som søn af prins Valdemar, admiral i søværnet, og prinsesse Marie af Orléans. I 1914 fjorten giftede han sig med italienske Mathilde Emilie Francisca Maria Calvi di Bergolo, og de fik i 1915 sønnen Valdemar Alexander Georg Luigi Maria. Efter brylluppet mistede Aage sin titel som prins, hvorefter hans officielle titel var greve af Rosenborg. I december 1922 meldte Aage sig ind i fremmedlegionen. Han døde som legionær i 1940 af lungebetændelse.

Fremmedlegionen blev grundlagt af Aages tipoldefar, Frankrigs konge Ludvig-Filip, i 1831 som led i den franske imperialisme. Som fremmedlegionær skriver man under på en kontrakt, der gælder fem år. Efter tre års tjeneste kan man ansøge om fransk statsborgerskab. Efter 15 år er man berettiget til livslang pension. Mange indskriver sig under et pseudonym. Efter tre år kan man ansøge om at få sit oprindelige navn tilbage. Kvinder er ikke velkomne, men mænd kan ansøge uanset nationalitet, race og religion. Parolen er »Legio Patri Nostra« – »Fremmedlegionen er mit fædreland«.