| | | |

Mod en holistisk verdensanskuelse – portræt af Birgit Truust

af Marie Groth Bastiansen, redaktør

Noget med energier

Efter længere tids søgen efter arvingerne til Birgit Truusts forfatterskab, der kredser om emner som selvudvikling, dybdepsykologi og åndelig forståelse, herunder drømmetydning, reinkarnation og healing, finder jeg endelig en dag frem til en kvinde, der på sin hjemmeside skriver, at hun tilbage i 1980’erne har studeret hos Birgit Truust. Jeg tænker, at det må være et longshot, men jeg sender hende alligevel en mail for at spørge, om hun ved noget, der kan pege mig i retning af forfatteren eller arvingerne til forfatterskabet. Hun skriver med det samme tilbage til mig, at hun har en ven, som er facebookvenner med Birgits datter, og at han vil sende min forespørgsel videre til hende. Så langt så godt. Et skib er sat ud i verden, og jeg kan bare vente og håbe på, at det kommer tilbage en dag.

Kort tid efter modtager jeg en dag et opkald fra Uffe Truust – forfatterens søn. Han har hørt fra sin søster på den anden side af Jorden, at jeg gerne vil i kontakt med dem. Og så fortæller han mig, hvor pudsigt det er, at jeg netop lige nu forsøger at finde frem til dem med henblik på at genudgive deres mors bøger digitalt og dermed sikre dem et evigt digitalt liv. Det viser sig nemlig, at Birgit Truust er gået bort kort tid forinden. Det kan næppe være tilfældigt, bliver vi enige om. Det må være noget med energier.

Birgit Truust, 1995 (privatfoto)

Mellem det naturvidenskabelige og det åndelige

Birgit Truust (1943-2023) var forfatter, foredrags- og kursusholder, healer, spirituel vejleder og i det hele taget en markant karakter i det alternative selvudviklingsmiljø i 1980’erne og 1990’ernes Danmark. Hun var lektor i matematik og fysik, med logik som speciale, og bl.a. uddannet på MIT, Massachusetts Institute of Technology, i USA. En sådan naturvidenskabelig uddannelse var især for en kvinde på den tid ganske bemærkelsesværdig – selv inden for den akademiske verden herhjemme. Man skulle tro, at en sådan uddannelsesbaggrund ville resultere i en verdensanskuelse meget langt fra en dyb spirituel og terapeutisk indsigt i det menneskelige sind. Men netop hendes evne til at se sammenhænge mellem disse forståelsesbegreber er, hvad der gør hendes værker så interessante og fascinerende. En holistisk verdensanskuelse der for hver dag blot bliver styrket yderligere i kraft med, at de to begrebsverdner hele tiden nærmer sig hinanden.

Set i det lys er Birgit Truust en enestående karakter og en unik bidragsyder, hvad angår personlig selvudvikling og åndelig forståelse. Måske var hun endda forud for sin tid med sin dualistiske forståelse af verden. Når hun i bogen “En større virkelighed” fra 1990 bl.a. skriver “At arbejde med den levende Jord kan ikke forenes med at forurene og overudnytte den. Det vil medføre intet mindre end en helt ny slags mennesker, der er fyldt af kærlighed og villighed til at arbejde for helheden, og som kender til omsorg og medfølelse for medmennesker såvel som for dyr, planter og såkaldt døde ting.” er det et udtryk for et opgør med den materialistiske verden, som ligeledes vinder frem i dag, hvor mange forsøger at finde frem til en mere holistisk forståelse af virkeligheden.

Det er blandt andet derfor, vi på forlaget Saga Danmark mener, at Birgit Truusts værker stadig har en relevans og kan vække genklang hos mange i dag, og af samme årsag har vi efter aftale og i samarbejde med hendes arvinger genudgivet følgende af hendes værker digitalt.

En større virkelighed (1990)

”At menneskeheden fatter denne nye forståelse af virkeligheden, som vi kan kalde det holistiske verdensbillede, fører direkte til en anden livsstil. At arbejde med den levende Jord kan ikke forenes med at forurene og overudnytte den. Det vil medføre intet mindre end en helt ny slags mennesker, der er fyldt af kærlighed og villighed til at arbejde for helheden, og som kender til omsorg og medfølelse for medmennesker såvel som for dyr, planter og såkaldt døde ting.”

Denne bog er et opgør med det materialistiske verdensbillede, der længe har hersket i den vestlige verden. I bogen beskrives en mere holistisk måde at anskue verden på, og den handler blandt andet om Rudolph Steiners revolutionerende tanker, Gaia-teorien, fraktaler, universets udvikling og den nye fysik.


Drømme, bevidsthed, selvudvikling (1986)

Dette er en grundbog i selvudvikling. Bogen gennemgår nogle af de vigtigste metoder inden for det dybdepsykologiske begrebsapparat og forklarer, hvordan drømmetydning kan bruges til at forstå de dele af vores personlighed, der ellers ligger skjult i vores underbevidsthed.
 
”Et menneskes mulighed for at kende og forstå sig selv (og dermed andre) er afhængig af, hvor stor en del af den samlede personlighed, der er tilgængelig for bevidstheden. I almindelighed har vi kun kendskab til en lille del af vor totale psyke; store dele af personligheden er ikke kendte for den almindelige dagsbevidsthed. Ligesom et isbjerg stikker vi kun ca. en tiendedel op i bevidsthedens lys. De resterende ni tiendedele er nede i det ubevidste hav.”


Ædelsten. Healing og selvudvikling (1994)

I mange århundreder er ædelsten blevet brugt til healing og selvudvikling. Stenene er en umiddelbar og konkret måde at forbedre sit fysiske og psykiske helbred, når blot man ved, hvordan man skal gå til dem, og hvilke der virker på hvad.

Denne bog er en interessant og udførlig guide til, hvordan man anvender ædelstenene bedst muligt.

Bogen omhandler blandt andet chakra, healing, essenser og de arbejdsmetoder, man bruger, når man skal have mest muligt ud af stenene.


Alkymi og selvudvikling (1991)

”Hvad er bevidstheden egentlig?
Hvordan virker den?
Hvad er grænserne for den?
Hvordan forbedrer man bevidstheden?”

 
Til alle tider har mennesket beskæftiget sig med disse spørgsmål. Vidt forskellige grene af videnskab, religion og filosofi har forsøgt på hver sin måde at finde frem til de bedst mulige måder at forstå os selv og omverdenen.

Denne bog handler om, hvordan man kan bruge alkymien og dens symbolske kortlægning af menneskets psyke til at blive klogere på sin egen psyke og bevidsthed.


Dine tidligere liv (1990)

”Hvad er det, vi hver især foretager os, når vi udvikler os i dette liv?
Og hvordan ser vækstprocessen ud over mange tilværelser?
Hvordan er den generelle menneskelige bevidsthed blevet, som den er nu?
Og hvordan vil den udvikle sig i fremtiden?”

Tanken om reinkarnation har fascineret mennesket igennem årtusinder. Tanken om at sindet starter ved fødslen og slutter ved døden, kan være svær at få til at give mening. I bogen her præsenteres de forskellige trosretningers udlægning af reinkarnation. Bogen er ikke som sådan et forsøg på at finde beviser for reinkarnation eller at overbevise læseren om, at vi har levet før dette liv, men nærmere en introduktion til begrebet samt en fremstilling af, hvordan det er blevet udlagt af forskellige trosretninger. Særligt fokuseres der på begreberne reinkarnation og karma.


Dine børns drømme (1988)

”Hvis man prøver at arbejde med drømme sammen med børn, vil man opdage, at deres forståelse for drømmesprogets symbolverden er mere intakt, næsten jo yngre de er. Drømmenes sprog minder på mange måder om eventyrenes sprog. Og det er jo en gammel erfaring, at især børn lader sig tale til af eventyr. Ligesom børn ofte umiddelbart forstår eventyr og ikke har behov for nogen tolkning, vil de også ofte forstå en drøms budskab uden videre.”

Man behøver ikke nogen særlig uddannelse for at tolke sine drømme. Drømmene er beskeder fra vores underbevidsthed, som man kan få meget ud af at forsøge at forstå. Også børns drømme er interessante at undersøge. Denne bog hjælper dig med at tolke dit barns drømme til både din og dit barns store glæde. I bogen behandles desuden typiske børnedrømme, projektioner og drømmenes symbolsprog.


Runer (1989)

”Runer er kantede figurer, som blev brugt af nordiske og germanske stammer, dels som bogstaver i den tids skrift og dels som magiske figurer hver med sin symbolske mening. De blev indført i England af de angelsaksiske indvandrere i det femte århundrede, og det er faktisk fra England, at den ældste bevarede beskrivelse af runernes symbolske indhold stammer.”

I denne bog om runer fortæller Birgit Truust om runernes oprindelige brug og betydning, samt hvad man kan bruge dem til i dag – både til at forstå vores fælles fortid og til at søge indsigt i os selv og verden omkring os. Vi får en kort og præcis indføring i dette spændende emne, som i århundreder har interesseret og fascineret mennesker over hele Europa.


Birgit Truusts værker er udgivet digitalt som et led i forlagets retrodigitaliseringsprojekt, hvor vi genudgiver ældre bøger digitalt og på den måde sørger for at bevare litteraturen ved at give den et nyt, evigt og digitalt liv. Læs mere om projektet her.

Du kan finde alle de omtalte titler hos din foretrukne onlineforhandler, digitale bibliotek eller abonnementstjeneste for download eller streaming af indhold.

Du er måske også interesseret i

Gamle bøger i nye klæder – genudgivelser på print fra 2024

Nu hvor året så småt er ved at gå på hæld, har vi her i forlagets retrodigitaliseringsteam fundet et udvalg af de retrodigitaliserede titler frem, som vi har genudgivet som printbøger her i 2024. Der er lidt af hvert og lidt for enhver læser. Der er både et udvalg af bøger fra den klassiske skønlitteratur – og fra den mere kulørte. Vi har desuden udvalgt nogle spændende erindrings- og fagbøger samt et par børne- og ungdomsbøger.

Q&A med den svenske thrillerforfatter Andreas Ek

For nyligt udkom svenske Andreas Eks thriller “Den sidste marionet” (orig. “Den sista marionetten”) på dansk (oversat af Annelise Skov) som både e-bog, lydbog (indlæst af Thomas Gulstad) og printbog, og i den forbindelse har vi taget en lille snak med forfatteren. “Den sidste marionet” er en intens spændingsroman, der udspiller sig i hjertet af Stockholm, hvor intet er, som det ser ud.

10 hyggelige julelydbøger til børn

Det er blevet december, og nedtællingen til juleaften er i fuld gang. Her på forlaget Saga Danmark har vi fundet ti lydbøger frem, som kan hjælpe de mindste med rigtigt at komme i julestemning og give dem noget at fordrive ventetiden med frem til d. 24. december. Der er lidt for enhver smag og aldersgruppe, og der er både længere fortællinger, samlinger med korte historier og også en hyggelig kalenderfortælling.