Fra familiehemmeligheder til krigens grusomheder – ny serie af bestsellerforfatter Ella Carey

I dag udkommer første bog i trilogien ”Italiens døtre” (oversat af Annelise Skov, lydbøger indlæst af Julie Riis) af den australske bestsellerforfatter Ella Carey. En serie der på medrivende vis berør de dramatiske begivenheder i Italien under Anden Verdenskrig. Bøgerne kan både læses i forlængelse af hinanden og hver for sig. Bliv introduceret til serien her og læs et kort uddrag fra seriens første bog længere nede.

Stærke kvindelige karakterer og skæbnesvangre valg

Ella Carey har udgivet en lang række bøger centreret om viljestærke og handlekraftige kvinder. Hendes trilogi ”Italiens døtre” er ingen undtagelse. I serien møder læseren kvinder, der lever vidt forskellige liv, men hvis fortællinger flettes sammen på overraskende vis. Careys trilogi rummer hæsblæsende historier om kærlighed, identitet og krigens vidtrækkende konsekvenser – og viser, hvordan fortidens hændelser trækker tråde til nutiden.

Om Den italienske hemmelighed (Bind 1 i serien)

Inden Annies far dør, betror han hende to gamle messingnøgler og en hemmelighed, der kommer til at ændre hele hendes liv. Annie er blevet adopteret fra Italien som lille, og hendes forældre har holdt det hemmeligt for hende hele hendes liv. Nøglerne er til den smukke gamle Villa Rosa, som ligger i Toscanas bjerge. Annie rejser alene fra sit hjem i USA til den mystiske villa, hvor hun vil lede efter sandheden om sin egen fortid.

Annie finder en gammel dagbog fra en kvinde ved navn Cara Cartazzo, som leder hende på sporet af hemmeligheder om, hvad der foregik i villaen under Anden Verdenskrig. Ingen i landsbyen tør tale med Annie om det nyfødte barn, Cara skriver om i dagbogen. Annie er sikker på, at hemmeligheden om hendes egen fortid er uløseligt forbundet med Villa Rosa og det mystiske forsvundne barn. Men skal hun blive ved med at lede efter svaret, eller bør hun lade de døde hvile i fred?

Om Datteren fra Venedig (Bind 2 i serien)

Evelina ser skrækslagen til, mens nazisterne marcherer ind i hendes hjemby, Venedig, i 1943 og begynder at deportere jøder. Evelinas bedste veninde er en af de første, der bliver arresteret, men inden hun bliver ført bort af nazisterne, når hun at bede Evelina om hjælp til at få seksårige Mario i sikkerhed, inden nazisterne også får fat i ham.

Evelina skjuler Mario i sit smukke hus, men hun ved, at nazisterne før eller siden også vil endevende hendes hjem for at finde de sidste jøder. Der er kun én person, hun tør spørge om hjælp: den unge amerikanske krigsreporter Jack Sabo. Vil Jack sætte sit eget liv på spil for at smugle Mario ud af byen, før det er for sent?

Bogens tredje og sidste bind udkommer på dansk i 2026.

Kort om forfatteren

Ella Carey har udgivet en lang række bestsellere, og hendes bøger er oversat til mange sprog. Hendes romaner tager ofte udgangspunkt i virkelige hændelser eller i historiske begivenheder. Ella Carey interesserer sig særligt meget for fransk og italiensk historie. Hendes bøger undersøger, hvordan fortidens dramatiske begivenheder kan gribe ind i nutiden og ændre folks liv.

Ella Carey. Foto af Alexandra Grimshaw

Få en smagsprøve på trilogiens begyndelse her

KAPITEL 1

CALIFORNIEN, NUTIDEN

ANNIE

Annie ønskede brændende, at de ord, hun havde hørt i morges, ville blive opslugt af det forræderiske hav, der brusede neden for kystvejen. Det kostede hende den største overvindelse at lade være med at standse bilen, stå ud, fylde lungerne med den friske, salte luft og læne sig mod rækværket, den eneste barriere mellem hende og det frådende hav, og give slip på de tårer, der sved i øjnene.

          Hun trådte hårdere på speederen og rakte ud efter det papkrus med kaffe, som hun havde købt i Monterey. Det var hendes tredje denne formiddag, og hun rystede på hånden, da hun førte det op til læberne. Men i går aftes havde hun arbejdet til langt over midnat med at levere catering til en fest i et af San Franciscos berømte ”painted ladies”-huse. Kunden havde bestilt en fødselsdagsfest med fransk tema, så Annie havde bagt farvestrålende macarons, der matchede husets rosa tone, bittesmå chokoladeéclairs og perfekte tartes tatin i miniaturestørrelse.

          Annie standsede ved den snirklede låge, der gav adgang til det private boligområde i nærheden af Carmel-by-the-Sea, hvor hendes far stadig boede, trak sit adgangskort gennem læseren og trommede utålmodigt på rattet, mens hun ventede i de irriterende lange sekunder, som det varede, før lågen gled op og lod hende køre ind. Så snart der var plads nok til at klemme bilen igennem, kørte hun op ad den snoede, private vej til sin fars smukke hjem. Man skulle ikke igennem nogen låge for at komme ind til hans ejendom. Derimod var der fri udsigt til det hvidmalede træhus, der stod knejsende og stolt øverst på den klint, hvor Annie var vokset op. Hun strøg en vildfaren tåre væk fra kinden.

          Hun standsede bilen, slukkede motoren og lukkede øjnene. Det havde været det opkald, hun havde gruet for.

          “Annie, nu må du ikke blive forskrækket. Far har fået et slagtilfælde. Kan du rydde kalenderen og komme herned hurtigst muligt?”

          Derefter havde hendes storebror, Paul, sagt, at tiden var inde, til at hun kom hjem og sagde farvel.

          Hun spurgte febrilsk, hvilket hospital hendes far var indlagt på, sprang ud af sengen, snuppede sine nøgler, telefon og taske, tog et par gamle jeans på og samlede det lange, lyse hår i en sjusket hestehale, mens hun med en panderynken betragtede de mørke rande under de blå øjne.

          “Han er hjemme. Lægen sagde, at det ikke gav mening at flytte ham nu …”

          Hjemme. Hvor han havde kæmpet med sin sygdom i næsten et år og nægtet at lade sig indlægge. I stedet havde han ansat en privat sygeplejerske og tilbragte de fleste dage med at stirre ud over havet, fordybet i sine egne tanker, mens han blev mere og mere fjern for sin familie. Annie kørte ned til hans hus i Carmel-by-the-Sea alle de dage, hvor hun ikke arbejdede, og gik ærinder, sørgede for at få købt mad ind, lavede måltider til flere dage og lagde dem i sin fars fryser og besvarede opkaldene fra venner og bekendte.

          Hun havde gjort alt det, hun kunne, for at lokke ham tilbage til livet, og hun havde taget illustrerede bøgerom arkitektur med for at inspirere ham. Han var ikke den store læser af romaner og havde altid holdt meget af at se på billeder af huse og haver. Men her på det seneste havde Annie lagt mærke til, at selv hans interesse for den slags var aftaget. Hendes far var faret vild et eller andet sted, måske i fortiden.

          Bøgerne lå urørt, og selvom Annie vidste, at noget havde ændret sig radikalt, havde hun stadig bevaret troen på, at han ville blive rask, og hun kunne slet ikke forestille sig en verden uden ham.

          Annie åbnede bildøren og steg ud på den grusbelagte, nyrevne vendeplads. Hun styrtede op til sin storesøster, Monica, der stod i døren.

          Monica løb hende i møde med det samme og omsluttede hende med et af sine moderlige knus, men Monicas korte, perfekt stylede mørke hår, hendes ansigt med den fejlfri makeup og hendes smarte, blå sommerkjole kunne ikke dæmpe Annies ængstelse og frygt.

          “Det er okay,” hviskede Monica. “Det er okay, skat.”

          Hvordan kan det være okay? Annie gjorde ikke noget forsøg på at tilbageholde de tårer, der nu trillede uhæmmet ned ad kinderne.

          Hun stak sin arm ind under Monicas og lod sig føre indenfor.

          Annie løftede tappert hovedet ved det velkendte syn af fotografiet af sin far og sin afdøde mor, Valerie, på et entrébord i den store hall, ved siden af telefonen under den elegant svungne trappe op til etagerne ovenover. Det fotografi havde stået præcis samme sted, lige så længe Annie kunne huske. Hendes far og mor stod arm i arm ude i haven ved dette vidunderlige hus. Hun havde mistet sin mor, og nu gik det også ned ad bakke for hendes far.

          Mens Annie fulgte efter Monica ind i dagligstuen, gruede hun for hvert eneste skridt. Det blå hav strakte sig i al sin pragt uden for panoramavinduerne. Der var ingen antydning at se af den understrøm, der hvirvlede ind mod klinten dernede. Herfra så man kun solen glitre på vandet og en sejlbåd, der gled forbi. Annie kunne se folk sidde og dingle med benene ud fra båden og nyde dagen.

          Hun snappede efter vejret, da hun så sin far sidde støttet af puder i den hospitalsseng, han havde købt, så han kunne blive boende hjemme. Sygeplejersken var hos ham, og henne ved vinduet stod Paul med hænderne i siden og stirrede ud over havet. I morges havde han fortalt, at lægen havde været der i to timer og ville komme igen efter formiddagskonsultationerne.

          Paul vendte sig om ved lyden af Annies og Monicas fodtrin. Hans pande var furet af bekymring, og hans mørke øjenbryn var trukket sammen.

          “Han holder stand for at sige farvel til dig, Annie,” mumlede Paul. Han trak vejret hæst, og hans øjne ransagede hendes ansigt.

          I modsætning til Monica foregav Paul ikke, at situationen var til at håndtere. Mens Monica havde passet og plejet deres far igennem de seneste måneder, var Paul fuldstændig gået i selvsving. Annie havde slet ikke tal på, hvor mange paniske og meget sene telefonsamtaler hun havde haft med sin bror. Han var bekymret over alt muligt: at deres far insisterede på at blive boende hjemme hos sig selv, hvad de skulle stille op med huset, om de skulle flytte Oscar til et plejehjem for syge ældre, og hvorfor deres far nægtede at være på et hospital. Paul rasede over hans accept af sin skæbne, hans mangel på kampgejst. Ved en lejlighed havde han fortalt Annie, med en stemme, der var ved at knække over, at han ikke kunne holde ud, at deres far havde givet op.

          Paul havde indtrængende opfordret deres far til at prøve alle mulige former for alternativ behandling. Han havde endda inviteret healere op i huset, og til sidst måtte deres far lægge en ældet hånd på sin søns skulder og fortælle ham, at det, der skete, var helt naturligt. At han ikke havde tænkt sig at kæmpe mod, at hans liv nærmede sig sin afslutning. Deres far vidste, at den var tæt på. Han udtrykte det sådan, at hans krop ledte efter en måde at dø på.

          Annie havde forsøgt at acceptere sin fars filosofiske livssyn og havde holdt sig travlt beskæftiget med det, hun var bedst til – at hjælpe ham og lave mad til ham – men nu trængte realiteterne sig på, og hun vidste, at der kun var få timer til, at det var tid til at sige farvel.

          “Annie.”

          Annie hulkede igen, og hun skyndte sig hen mod den højtelskede lyd af sin fars stemme. ”Jeg er her,” lykkedes det hende at få frem, mens sorgen allerede nu snørede sig sammen omkring hendes indre som en spændetrøje.

          Hans øjne var lukkede, og hans papirtynde hud var bleg. Han havde tabt sig så meget i løbet af de sidste par måneder, at han næsten ikke var til at kende.

          “Jeg giver ham morfin om lidt,” sagde sygeplejersken stille. ”Når jeg har gjort det, mister han bevidstheden. Han ville vente, til du var her, Annie.”

          Annie lod sygeplejersken forstå, at hun var indforstået med det, men lænede sig frem og greb sin fars slappe hånd. ”Far?” hviskede hun. ”Jeg elsker dig,” sagde hun. Hvad kunne man ellers sige?

          ”Jeg elsker også dig,” mumlede hendes far. Hans stemme var lidt sløret, men ordene var tydelige nok for Annie.

          ”Jeg har ikke lyst til at sige farvel,” hviskede hun. Og hun mærkede den umiskendelige vægt af hans hånd på sin. Sådan havde de siddet for ganske få måneder siden, kun de to, da prognoserne så rigtig dårlige ud.

          Mens hendes tanker gik i opløsning i panik over udsigten til et liv uden hendes elskede far, over at ville have ham tilbage, have mere tid, over at vide, at der stadig var så meget tilbage at sige, begyndte han at mumle med lav, dirrende stemme. Annie måtte anstrenge sig for at få hoved og hale på det, han sagde.

          Monica kom hen og lagde sig på knæ på den anden side af ham. ”Hvad er der, far?” spurgte hun.

          “Et brev,” sagde han med besvær. Hans stemme var anstrengt. ”Det ligger i mit skrivebord. På mit arbejdsværelse. Til Annie.”

          Hvad kunne der stå i det? Hvorfor nu? Hvis det var noget vigtigt, ville han vel have givet hende det tidligere? Hun var bevidst om, at sygeplejersken over for hende gjorde medicinen klar.

          ”Det er tid,” sagde sygeplejersken blidt.

          “Jeg elsker dig,” hviskede Oscar. “Annie. Mit elskede barn.”

          “Farvel, far, Jeg elsker også dig. Altid,” sagde hun halvkvalt.

          Monica knugede stadig deres fars anden hånd. Paul kom hen og stillede sig ved siden af og strøg deres fars trætte, grå hoved. “Mine kæreste børn,” mumlede deres far.

          ”Er I klar?” spurgte sygeplejersken.

          Selvfølgelig var hun ikke klar. Det ville hun aldrig blive. Det eneste, hun ville, var at blive ved med at holde ham i hånden. Et sted i det fjerne hørte hun sine søskende mumle deres ja. Og hun lukkede øjnene og sank en klump. Hun skulle aldrig se ham igen. Han havde altid været hendes sikre havn. Hun ville altid huske hans glæde og begejstring ved at designe huse, hans måde at byde sine kunder og venner velkommen på. Hans bøger, hans elskede ritualer … Morgenkaffen, indtaget i yndlingsstolen med udsigt over havet, mens der lød klassisk musik fra radioen, glasset med rødvin om aftenen i den samme stol, mens han så solen gå ned. Hvor håbløs han havde været til at lave mad og havde overladt det til Annie, hvorved hun havde opdaget sin egen lidenskab for at skabe fantastiske retter.

          ”Vil De gerne have Deres morfin nu? Mr. Reynolds?” spurgte sygeplejersken.

          En uudholdelig knude samlede sig i Annies mave, og hun stirrede ned i gulvet.

          “Annie?” hviskede hendes far.

          Hun knugede hans hånd.

          “Jeg elsker dig mere, end ord nogensinde kan udtrykke. Husk det, uanset hvad der sker, min skat.” Og som med en sidste kæmpestor og værdig anstrengelse så deres far op på sygeplejersken og nikkede.

          ”Far?” spurgte hun, som hun altid havde gjort, overbevist om, at han ville give hende de svar, hun bad om.

          Men sygeplejersken lod morfinen flyde gennem droppet, og han lagde hovedet tilbage, mens hans øjne langsomt gled i.

          Nu ville han hvile, indtil han trak vejret for sidste gang.

          Han havde ikke flere ord tilbage.

          Annie begravede hovedet ved sin søsters skulder.

• • •

Næste morgen stod Annie foran sin fars skrivebord med jalousilåg. Der var en lille nøgle med et lyseblåt bånd til den låste skuffe. Hun havde altid været fascineret af den som barn og havde tigget og bedt sin far om at lade hende se, hvad der var i den. Det var blevet en leg. Han fortalte hende det aldrig. Men han havde ladet hende digte eventyrlige historier om, hvad der kunne være i den. Breve fra hekse, hemmelige trylledrikke, så han kunne skabe magiske haver, og længe efter at Annies mor var død, havde hun forestillet sig, at der var noget helt særligt i den fra Valerie. Noget, som hendes mor havde bestemt, at kun deres far måtte se.

          Monicas stemme kunne høres fra dagligstuen. Sygeplejersken var gået, og bedemanden var her for at hente deres fars afsjælede legeme. Det havde Annie ikke magtet at overvære. Hun, Monica og Paul havde siddet hos ham hele natten, til han udåndede, netop som morgengryet kunne anes på himlen over havet.

          Nu dannede solens lys en glitrende bue over vandet, og lyden af bølgerne, der slog mod klinterne under huset, var et dæmpet akkompagnement til Monicas stemme. Både Monica og Paul var gledet ind i deres vante roller igen. Monica havde tilbudt at tage sig af bedemanden, og Paul var gået ned i køkkenet for at ringe rundt. Annie kunne se ham for sig trave rundt i køkkenet med mobiltelefonen presset mod øret, mens han talte på sin karakteristiske, indtrængende måde.

          Annie var overrasket over, at hendes ældre bror og søster så hurtigt kunne gå i organiseringsmodus. Væk var den panik, der så tit havde grebet Paul i månederne før. Måske skyldtes det, at han nu endelig kunne gøre noget. Det var en situation, han kunne håndtere. Advokaten i ham var trådt i karakter. Og Monicas professionelle erfaring som ejendomsmægler var nyttig, da hun talte med bedemanden om de bedste adgangsveje til huset.

          Men Annie havde stået ved vinduet, da hendes far var gået bort, med armene omkring sig selv, mens det knusende tab skyllede ind over hende. Det ville ændre hendes liv for altid. Hendes far havde været det faste holdepunkt i hendes liv.

          Nu måtte hun smile blegt ved tanken om den lille pige, hun engang havde været, som var så ivrig efter at finde ud af, hvad der var i den låste skuffe. Hun kunne næsten ikke få sig selv til at åbne den. For at gøre det ville på en eller anden måde gøre det mere virkeligt, at hendes far ikke var her længere. Med en dyb indånding drejede hun nøglen i låsen og trak træskuffen ud – overraskende ubesværet, for der var kun en enkelt kuvert i den. Ikke andet. Annie rynkede panden, da hun tog brevet op, og hendes øjne gled hurtigt hen over håndskriften. Det var stilet til hende.

          Annie.

          Hun holdt det ind til sig et kort øjeblik, uvillig til at åbne det, stadig uvillig til at erkende, hvad denne handling betød. Til sidst, efter et stykke tid, gik hun over og stillede sig foran det store panoramavindue og så ud over havet. Det var den eneste måde, hun kunne håndtere det på lige nu. Havet havde altid været hendes hjerteblod. Og hun vidste, at også hendes fars sjæl var knyttet til det. De havde gået så mange ture sammen langs strandene i området, havde ledt efter muslingeskaller, dengang hendes mor døde, og senere, da Annie blev ældre, havde de gået lange, tavse ture sammen. Han havde lyttet opmærksomt, når hun fortalte ham om vanskelighederne i sin karriere.

          Hun havde altid fortalt ham alt. Og hun følte, at tilliden altid havde været gensidig. Kunne der være noget, han ikke havde fortalt hende?

          Kuverten var ikke forseglet. Der var ikke brug for en papirkniv, og Annie lod fingrene glide ind under flappen og tog et enkelt ark papir og to messingnøgler ud, en lille og en stor. Papiret var tyndt, og hendes fars skrå håndskrift fyldte siden.

          Annie lod sig synke ned i sin fars øreklapstol ved vinduet, lagde den ene arm tæt omkring taljen og begyndte at læse.

Noget der minder om Italiens døtre-trilogien

Vil man gerne læse noget, der ligner Italiens døtre-trilogien, kan man med fordel kaste sig over franske Régine Deforges’ Pigen med den blå cykel-trilogi, som følger den purunge skønhed Léa Delmas’ liv i krig og kærlighed i Frankrig under Anden Verdenskrig. Bøgerne er udkommet som e-bøger, lydbøger og printbøger hos os på forlaget Saga. Læs desuden mere om bøgerne i blogindlægget her.

Du kan finde første bog i trilogien ”Italiens døtre” – “Den italienske hemmelighed” – hos din foretrukne onlineforhandler, digitale bibliotek eller abonnementstjeneste for download eller streaming af indhold.