Hvorfor er det ofte så svært at leve i en sammenbragt familie?

”Dine, mine og vores børn – om sammenbragte familier” er en bog, der har fokus på nogle af de udfordringer, der ligger i at leve i en sammenbragt familie. Set fra de voksnes perspektiv – og set fra barnets. Det er meningen med bogen, at man som læser skal få skuldrene lidt ned, fordi man kan se, at den sammenbragte familie faktisk er en ret indviklet affære, hvor det er almindeligt at få mange følelser i klemme. Og så selvfølgelig hente lidt inspiration.
Bogens forfatter, Martin Østergaard, har praktiseret i 30 år som parterapeut og familieterapeut. Han fortæller, at der især i de seneste 10-15 år er kommet flere enkeltpersoner og par, som søger hjælp til livet i den sammenbragte familie. Og den, der rækker ud på egne eller familiens vegne, er tit en kvinde.
”Det er ofte kvinder, der tager initiativ til parterapi, og det gælder i endnu højere grad, når det handler om at få hjælp til den sammenbragte familie”, siger Martin Østergaard. ”Mange kvinder har ret store udfordringer med mandens børn i de dage, de er hos deres far, og hun skal være sammen med dem i mange af døgnets timer. Det suverænt mest læste blogindlæg på min hjemmeside har overskriften ’Kan ikke lide min mands børn’. Så der er mange, der kæmper med sig selv og svære følelser.”
”Kvinderne spørger mig tit ’Er jeg et dårligt menneske, når jeg bliver så frustreret over min kærestes børn?’ Og jeg må afkræfte og understrege, at mange andre kvinder reagerer på samme måde. Kvinderne sætter oftere end mændene ord på uenighed omkring børneopdragelse og samliv familieliv i den sammenbragte familie. Derfor kommer kvinderne til at fremstå mere besværede af at leve med børn, der ikke er hendes. Samtidig med at hun synes, at hendes egne børn og forholdet til manden kommer i klemme.”
”Kvinderne siger, at det både er, når børnene er søde og velopdragne, men også når de er usamarbejdsvillige og på tværs. Kvinderne bliver frustrerede over, at stemningen i dagene med mandens børn pludselig er anderledes. Konfliktniveauet er højere, fordi kæresten er på vagt over for mulig kritik. Eller han er fraværende og har al fokus på børnene, glemmer deres fælles barn eller børn og glemmer loyalitet over for parforholdet. Årsagerne er mange.”

Men hvis det er rigtigt, at kvinderne har en særlig udfordring, hvad tænker parterapeuten så om mændene? Er mændene bedre til at leve i de sammenbragte familier? Er mændene mere ligeglade? Eller holder mændene bare mere igen med at lufte deres tanker og følelser?
”Tja, nok mest det sidste”, siger Martin Østergaard. ”Mænd har det med at forsøge at undgå konflikt. Og mange mænd tænker, at kvindens børn er hendes ansvar. Og hvis børnene ikke helt opfører sig, som han synes, de skal, holder han det mere for sig selv. Selv når kærestens kritik går direkte på hans børn eller hans måde at håndtere forholdet til børnene, ekskonen eller kæresten på. Kvinden ønsker dialog om de svære følelser, manden prøver at undgå, tingene bliver stadig mere anspændte, og desværre kommer manden ofte til at eksplodere til sidst, hvilket kun gør tingene værre.”
”Det er jo en klassisk – og ikke altid sand – forskel på kvinder og mænd, at kvinder oftere italesætter følelser og tanker om forskelligheder og uenighed. Kvinder vil generelt hellere have holdningerne på bordet og lave aftaler om at gøre tingene på en bedre måde. Mens mænd tænker, at det vil være bedre at undgå at diskutere og blive uvenner, og at problemerne nok løser sig af sig selv hen ad vejen. Det er min erfaring, at disse forskelle kan gøre konflikterne endnu mere giftige i sammenbragte familier. Måske fordi man er mindre tålmodig med familiemedlemmer, man ikke hænger sammen med biologisk.”
”Det er ærgerligt, at det hurtigt ser ud, som om kvinden er problemet. Når det faktisk bare er hende, der først mærker, at noget ikke fungerer. Kvinden bærer på symptomet, men ansvaret for løsningen af udfordringerne med dine, mine og vores børn er ikke kvindens – det er fælles. Og det er en af pointerne med bogen. At det er en fælles, livslang og indviklet udfordring for den sammenbragte familie at drage så godt som muligt omsorg for alle involverede.”
”Som parterapeut er det min vigtigste opgave at få konfliktniveauet en anelse ned, når jeg taler med par om deres sammenbragte familie. At gennemgå nogle af problemstillingerne med parret og give dem indblik i, hvor mange og hvor komplekse, modsatrettede følelser, de hver især har i klemme, kan være med til at skabe mere ro. Generelt har de fleste jo meget mere medfølelse med hinandens ømme punkter, end der er plads til at udtrykke, når man har en tilbagevendende konflikt. Denne bog kan måske hjælpe med at se tingene i et større perspektiv.”
”Jeg har selv i to omgange levet i sammenbragte familier, så jeg trækker også på personlig erfaring og ved, hvor meget der lynhurtigt kan komme i klemme, uden at nogen overhovedet har gjort noget galt. Og professionelt har jeg måske talt med mere end 100 par i sammenbragte familier i de seneste 15 år. Jeg ejer ingen forestilling om, at jeg har ret i mine betragtninger, for der er så mange måder at være menneske på. Men jeg synes, at det er vigtigt at diskutere vores oplevelser. For der er så mange børn, der får noget i klemme her. Det er ikke kun de voksne.”

Og hvad er det, der isoleret set skaber flest problemer i den sammenbragte familie?
”Jamen, det er konflikter omkring børnene. Og her er jeg en stærk fortaler for, at man ikke blander sig for meget i hinandens børneopdragelse eller måde at være sammen med børnene på. Men roser og anerkender hinandens måder at være forældre på. Der skal være plads til forskellige måder at styre skuden på. Og det er bedre at spørge åbent og nysgerrigt til det, man ikke forstår eller er uenig i. Anerkendelse af den andens stil som forælder skaber mere lydhørhed og nysgerrighed for den måde, man selv er forælder på.”
”Det tricky opstår, når man mener, at det vil være bedre at gøre tingene på den måde, man selv synes, er den bedste. Altså at prøve at bestemme over den anden. Så går det galt. Vores børn og samværet med dem er nok noget af det mest sårbare, man kan komme i nærheden af. Så man skal træde varsomt.”
”I bogen er der nogle anbefalinger til, hvordan man på skift kan være den, der bestemmer stort og småt i den sammenbragte familie fx i en uges tid. De fleste forældre erfarer tidligt, at det kan være nemmere og mere roligt at være alene med børnene, når den anden part ikke er der. Den stemning kan man prøve at genskabe, mens den anden er til stede. Men med fokus på at den ene bestemmer, og den anden er ukritisk støtte. Og så ugen efter bytter man roller. Børnene bliver jo stærkere af at opleve, at der ikke kun er én, men flere måder at komme igennem morgenmaden på. Og at de voksne er sig selv og ikke en eller anden hybrid skabt for at undgå sammenstød med partneren.”
Flere bøger af samme forfatter …
Vejen til mandens hjerte
“Vejen til mandens hjerte” fortæller dig, hvordan du får det fulde udbytte af mandens kærlighed. Både under forelskelsen og i kærlighedsforholdet. Læs hvordan du uden at tabe ansigt lægger dine våben og får manden til at sænke sit skjold og overgive sig til dig. Lær hvordan du med sårbarhed og blid kvindelist gør manden tryg og åben, så du kan få det, du allermest søger.
Som kvinde i parforholdet har du selv en stor del af ansvaret for at finde vejen til mandens hjerte. For det er sværere at lære manden at vise vej gennem labyrinten, end det er for en kvinde at lære, hvilken vej hun skal gå.
Flere veje til mandens hjerte
“Flere veje til mandens hjerte” er en bog til alle kvinder, der gerne vil forstå deres mand og kæreste endnu bedre.
Mænd og kvinder fungerer forskelligt, og for at få det bedst mulige ud af parforhold er det væsentligt, at man som kvinde anerkender forskellighederne og forstår, at det er svært at finde vej til mandens hjerte med ord, og at manden skal føle sig som jægeren, både når et forhold indledes og i et længerevarende forhold.
Vejen til kvindens hjerte
Denne bog er skrevet til både kvinder og mænd. Til de kvinder, der gerne vil forklare manden – med ord han forstår – hvordan han skal gøre hende glad. Og til de mænd, der gerne vil tættere på den kvinde, de elsker og gerne vil lære bedre at kende … eller måske endda redde forholdet til, inden det er for sent.
Bogen er ofte blevet brugt af mænd, der har fået et voldsomt wakeupcall, fordi deres kæreste eller hustru har meddelt dem, at hun nu ville skilles eller ikke længere være kæreste. Mange af disse mænd er fra den ene dag til den anden meget parate til at ændre sig og suge informationer til sig om, hvad en kvinde gerne vil have af en mand.
Kærlig kommunikation i parforholdet
En bog til alle par, der ønsker at styrke kommunikationen i parforholdet.
Mange par har problemer med at kommunikere og forstå hinandens behov i forholdet.
Læs og prøv kræfter med parterapeutens forslag til, hvordan I genskaber den kærlige kontakt og kommunikation, det hele startede med.
De fire ovenstående bøger fås alle som e-bog, lydbog og printbog.