“Jeg blev, hvad jeg skrev – og hvad jeg læste” – interview med Vibeke Grønfeldt

På forlaget Saga Danmark har vi som led i vores retrodigitaliseringsprojekt for nylig digitaliseret en række af forfatter Vibeke Grønfeldts bøger. Hun er kendt for sine stærke, samfundskritiske romaner og noveller, især om provinsmiljøer og om det moderne livs eksistentielle ensomhed. Hun har udgivet bøger kontinuerligt siden debuten i 1975, og er både kritikerrost og prisvindende.

Hvordan og hvornår begyndte du at skrive?

Små børn lyser ved opdagelsen af, at stemmernes lyde skaber mening. De lytter, mens blikket falder dybt ind i sig selv og kommer tilbage. De skærper, hvad de har, for at tyde gentagne og nye lyde og forbinde dem med det, de ser og smager og mærker: Pude, mad, finger.

Min mor legede med ord og remser, som hun hentede frem fra sine egne opdagelser og opdagede igen: H. C. Andersen frit efter hukommelsen.

Senere lå jeg på gulvet og efterlignede voksne, der skrev: Hvad har jeg skrevet? spurgte jeg. Men de kunne ikke læse det. Så døde min far, og jeg tog hans fyldepen med ud i en krog i haven, hvor den samme eftermiddag gik i stykker. En smuk orangefarvet Parker pen med gyldent mavebælte.

Da jeg kom i skole, stod frøken Haugbølle ved den sorte tavle med et nyt stykke kridt og skrev i og u: At have sådan en tavle og sådan et helt stykke kridt. Jeg havde mure, cement og asfaltvejen, der gik ind mod byen at skrive på og kridtsten fra gårdspladsen at skrive med. Men jeg fik en bog med hjem fra skole og et skrivehefte, der var mit eget: Se si. Og der var et særligt bånd til sien i skuffen, til alle sier i skuffer og på søm på væggene i de huse, jeg kendte. Se si so; den lange unge so med tolv patter og fjorten små, røde grise. Det blev ved.

Jeg gemte mig i krattet og i laden bag redskaber, plov, harve og såmaskine og fortalte historier. Holdt taler til et stort venligsindet øre.

Hvilke genrer skriver du indenfor og hvorfor?

Min genre blev prosaen, fordi tingene blev til, når jeg skrev dem, jeg blev til, ikke ved mine flygtige sanser, der hverken kunne fastholde de pippende og dunede daggamle kyllinger under varmelampen, der blev store og langbenede og pressede hinanden væk fra det rene sand, eller de døde, eller de levende dyr og mennesker, som så tit var uden for synsvidde. Måske ikke til.

Det krævede al erfaring og hele mit sprog at fange det anede og det sansede i ord. Kun indholdet gav formen, som ellers ikke fandtes. Gav virkelighed. Jeg blev, hvad jeg skrev.

Men også så tit meget større; hvad jeg læste.

Hvis du skal fremhæve en af dine bøger og fortælle lidt tilblivelsen af den, hvilken skulle det så være?

Det er svært at fremhæve én af mine bøger. Når punktummet er sat, er jeg færdig med dem. De lever, mens de skrives.  

Udgangspunktet er den tid, de er skrevet i, hvad jeg oplevede som vigtigt i den og forbandt med et hemmeligt rum bag ordene. Tilstanden fortoner. Jeg er der ikke mere. Når en anden læser et manus, har jeg altid været på vej ind i nyt stof. Væk fra asken.  

På lang afstand kan titler, der gav en særlig ild undervejs, trækkes frem.

 I ’Den blanke sol’ vil Ruth låse sin truede verden fast, men ender med kun at låse sig selv.

 I ’Stenbillede’ er tiden ophævet. Der er ikke en lineær tid. Alting er der i ét ubegribeligt billede.

’Det fantastiske barn’ er en klon af fortælleren, der ikke vil have sine enestående gener forstyrret af andre, men leve videre i et barn, præcis som hun er. Hun vil have sig selv tilbage lige fra begyndelsen.

 ’Opdagelsens’ hovedperson er som lille efterladt på en øde ø, hvor han forsøger at tyde omgivelserne. Han kommer fra øen ind i et samfund og forsøger at blive en almindelig del af det, men er uden for alt det, der tilhører dem, lærerne, og kan kun blive elev i det fremmede.    

’Dødningeuret’ opleves af en snedker, der hver nat lytter intens for at høre en besked i borebillens tikken i det gamle træ, som også er afgørende for hans liv. Han bestemmer sig til også at søge at forstå enhver, han møder, i deres egen ret. Sætte sig i deres sted, ikke på forhånd afvise nogen idé eller forestilling. Han giver alt og alle lige ret.

Jeg holder af manden, der ville til bunds i sagerne og forestiller mig, det er opgaven ved skrivebordet.

Hvad betyder retrodigitaliseringen af dine værker for dig?

Genopfriskningen betyder afstøvning af titlerne. Den giver luft til noget, jeg har sluppet. Stoffet kommer tilbage i form af det, jeg fandt, mens jeg skrev. Uberørt af udgivelsens skræk for afsløring og dom.

Hvor skriver du bedst?

Spørgsmålet er svært at besvare, for jeg skriver lapper hvor som helst, når noget falder mig ind, eller arbejder videre fra det, jeg var ved. En kogende kedel, en sætning, avislæsning, husets lyde.

Papir, blyant, tastatur og skærmens udseende betyder mere end sted.   

Hvad inspirerer dig til at skrive?

Et indtryk, der finder genklang eller bekræftelse i noget, der er ved at lagre sig i anelserne som tidstegn. Det kan være, en større eller helt ubetydelig begivenhed, en sætning i en avis eller en bog eller på vejen.

Hvad læser du selv?

Den ene læsning fører til den næste efter et lystprincip. Hvad der passer i den aktuelle situation, dukker op, når jeg har brug for det.

Bøgerne har på forskellig vis peget på hinanden i én lang kæde. Hemingway pegede på Faulkner og sådan fortsatte det. Tranebøgerne pegede på hinanden i købmandens stativ. De dukker op, hurtigere og mere, end jeg kan nå at læse. De melder sig igen fra hylderne. Usammenlignelige værker. Under læsningen fuldt tilstrækkelige. Kunne man egentlig ikke nøjes med at læse denne bog forfra og forfra? Kunne den læsning ikke i sig selv giver alle mulige perspektiver: Montaignes essais, Otto Gelsteds ’Tilbageblik på fremtiden’. Amalie Skram, Albert Dam, I.P. Jacobsen, Peter Seeberg, Christian Skov. Nulevende, ingen nævnt, ingen glemt, der betager og heler noget under tanker og ord. Åbner og øger.

Arbejder du lige nu, og kan du i så fald afsløre noget?

Da jeg lige efter nytår 2023 fik diagnoseret brystkræft og ordineret en tretten måneder lang kur. Forsvandt jeg for mig selv. Indtryk og formuleringer stod stille 70 sider inde i et nyt manus. For første gang siden den frygtelige ungdom sad jeg ikke hver dag ved skrivebordet. Jeg læste ikke. Mit blik standsede ved hvert rungende ord uden at se det. Jeg var der ikke.

Siden kom avisens artikler om krigen i Ukraine, myrderierne tilbage. De bedste boganmeldelser. Novellesamlinger. Jeg fik fat i Peters Seebergs. Kafkas Aforismer og dagbøger. Flere dagbøger. Påbegyndte selv et dagbogsskriveri og opnåede af og til skrivetilstand ved tasterne. Det er langt fra ualmindeligt at være i kræftbehandling.  

Desuden har jeg et færdigt manus. liggende, Lufthavet. Det drejer sig om livskraft og -vilje.

Kan du anbefale en bog, du har læst for nylig?

Der er nok ikke én bog til alle, men der er bøger til alle situationer til hver læser.

Det storslåede tibindsværk Jin Ping Mei. Hvor menneskelige egenskaber fremtræder lette som luft, hårde som sten, blottet for sentimentalitet og dømmesyge. Bornerthed og hykleri. Måske peger H. C. Andersen på den gamle kineser. Denne peger på ham.

Min seneste er en lille tynd, men fyldig sag, der har over tusinde år gamle rødder i litteraturen: Anne Carsons ’ Nej snarere´: Man idømmes livet, ikke døden´ – og samme forfatters ’Røds selvbiografi’. Der er barndom i myternes mørke- og lysudspændte rum.

*

Mulighedernes land. Bind 1 og 2

Mulighedernes land er Vibeke Grønfeldts vildtvoksende tobinds-roman om et moderne, dansk provinsmiljø.

Dybt under den pæne facade afdækkes sider af tilværelsen i det moderne Danmark, som er usammenhængende, mørke og vilde. Romanværket bevæger sig fragmentarisk og uforudsigeligt gennem et omfattende persongalleri, hvor de skarpe, drømmende og stærke beskrivelser af steder og personer samler sig til et håbløst og dystert tids- og egnsbillede af fællesskabets forråelse.

Den blanke sol

I “Den blanke sol” møder vi barnet Ruth. Da familiens gård som mange andre gårde i tiden kommer på tvangsauktion, splittes Ruths virkelighed ad, og efterlader hende uden sted, og i sidste ende dybt alene. Hun bliver svigtet, og svigtet trækker tråde fra de politiske og ideologiske samfundsstrømninger, og så helt ind i sproget på det lille barn: for at overleve i sin nye, bundløse virkelighed må Ruth opfinde en verden af sprog, en redning, som bringer hende ud på grænsen til psykisk sygdom.

Politik og samfundsbegivenheder er aldrig bare et spil skak for magtmennesker, det er levet virkelighed og har dybe menneskelige konsekvenser.

Sommerens døde

I et provinsmiljø i 70’ernes Danmark møder vi to unge kvinder, som kæmper for at skabe et liv med mening og indhold i. Franziska og Christine er begge vokset op på landet, og på hver deres måde bliver de ramt hårdt af det moderne livs realiteter. Der er udviklinger i samfundet omkring dem, som de ikke kan styre eller forstå – og det får dybe følelsesmæssige konsekvenser for dem hver især.

Bogen er oprindeligt fra 1978, men er fortsat relevant i sin skildring af det danske samfund og den følelsestomhed mange mennesker kan opleve i det moderne liv. På en psykologisk medrivende måde beskrives oplevelsen af at have mistet orienteringen og at kæmpe for at finde sin rette plads i tilværelsen.

Dødningeuret

Den stilfærdige enspænder Severin Hansen lever et liv præget af vaner. Han er kunstmøbelsnedker af profession, og har et blik for detaljerne, ligesom han har en særlig evne til at tage verden omkring sig ind. Han er opmærksom, og han er lyttende og tænkende. Særligt er Severin Hansen optaget af borebiller, eller dødningeure, som de små insekter også kaldes. Med et kunstnerisk og filosofisk blik for verden og sit arbejde fortæller han videre om et helt særligt skabsmøbel, som han er i gang med at snedkerere, og som skal blive hans livs store værk…

Det er ikke sikkert at livet forstås bedst på den måde, der præger tiden. Måske kan den skæve, særlige Severin berige med nye perspektiver på arbejdet og livet.

Den første sne

Den unge Julie rejser væk fra sine vante rammer i et kollektiv og ud på landet for at bo i en mindre dansk provinsby. Centreret omkring kiosken og det lokale værtshus udspiller der sig imidlertid et liv, som viser sig at være alt andet end idyllisk. Tværtimod viser livet i provinsen sig at være befolket af skæve eksistenser, der giver anledning til nye forviklinger i Julies liv. Drømmen om det rolige liv på landet for en ung kvinde står ikke mål med virkeligheden; virkeligheden viser sig at være langt mere forvirrende og overvældende end drømmen…

Det moderne storbylivs mange forhold og menneskelige bånd vil for mange skabe en længsel efter noget mere enkelt og roligt. I 70’ernes Danmark eksperimenterede mange med nye boformer og nye måder at leve på. Men det var – og er – ikke altid at ideerne holder deres form, når de foldes ud i virkeligheden.

Baglandet

I ti noveller med titler som “Balance”, “Afdeling 44” og “Let tjente penge” forsøger forskellige mennesker at komme overens med en uoverskuelig verden. Novellerne finder sted i det man kunne kalde Udkantsdanmark, og de er præget af en præcis, bittersød melankoli i skildringen af det moderne liv.

Det er ikke altid, at livet giver mening. Som fortælleren i åbningsnovellen “Balance” siger med en blanding af skuffelse og tom glæde, der er karakteristisk for novellernes tone: ”Jeg blev så glad, da min mand døde.”
Herefter følger beskrivelsen af det kærlighedsløse og utilfredsstillende ægteskab med den nu afdøde mand, samtidig med at fortælleren forsøger at puste nyt håb i sin fremtid og i de relationer, som måske, måske ikke er indenfor rækkevidde.

Du kan finde titlerne og desuden finde flere af forfatterens bøger hos din foretrukne onlineforhandler, digitale bibliotek eller abonnementstjeneste for download eller streaming af indhold.