”Jeg har mod til at vandre den vej, jeg selv vælger”

af Marie Groth Bastiansen, redaktør

De mange glemte kvinder vækkes til live digitalt

I den tid jeg har arbejdet på forlaget Saga har jeg løbende været optaget af at trække tidligere tiders kvindelige forfattere ud af glemslen ved at få genudgivet deres forfatterskaber digitalt og på den måde give dem et nyt liv med nye læsere. Med tidens øgede fokus på oversete kvinder i historien for øje, blev jeg i sin tid opmærksom på overvægten af mandlige forfattere repræsenteret i vores katalog med retrodigitaliserede titler. Derfor begyndte jeg at lede efter kvinderne i litteraturhistorien, og det skulle vise sig, at der var væsentlig flere, end jeg umiddelbart havde troet.

Hvem kender til eksempel i dag forfattere som Massi Bruhn (1846-1895), Jenny Blicher-Clausen (1865-1907), Adolphine Fogtmann (1847-1934), Theodora Mau (1847-1922) og Anna Erslev (1862-1919), der alle debuterede i tiden omkring det moderne gennembrud? Jeg kendte ingen af dem og det til trods for, at de alle var ganske kendte i deres samtid. Men med vores digitale genudgivelser af forfatterskaberne – som i øvrigt nok er svære, hvis ikke umulige, at få fat i på print – har alle nu mulighed for at blive klogere på, hvad der optog kvinderne i en tid, hvorfra vi hidtil primært har sørget for at bevare mændenes vidnesbyrd.

Kvindesagsforkæmperen, der gik i glemmebogen

Den mest bemærkelsesværdige forfatter, jeg er stødt på i min søgning efter de glemte kvindelige forfattere, er uden tvivl Olga Eggers (1875-1945). Hun var en markant skikkelse i sin samtid, og hendes romaner var i oplagstal på linje med Agnes Henningsen og Karen Michaëlis, som begge allerede har fundet vej tilbage fra glemslen til nye læsere i dag. Hun var en fremtrædende socialdemokrat og kvindesagsforkæmper, og hun var optaget af kvinders seksuelle frigørelse og retten til prævention og abort, hvilket hun lod skinne igennem i sit omfangsrige forfatterskab. Det er i sig selv interessant og bemærkelsesværdigt for en kvinde i begyndelsen af 1900-tallet at skrive om kvinders seksuelle frigørelse, men hvad der gør hende endnu mere interessant og nærmest enigmatisk er, at hun i løbet af 1930’erne tilsluttede sig den nazistiske ideologi og i 1934 meldte sig ind i det danske nazistparti DNSAP og blev en af de få fremtrædende kvindelige nazister i Danmark. Efter 2. verdenskrigs afslutning i 1945 blev Eggers arresteret af modstandsbevægelsen og døde samme år i Vestre Fængsel.

I dag står Olga Eggers tilbage som en kompleks og sammensat skikkelse i dansk kultur- og litteraturhistorie, som man helst har villet glemme og skrive ud af historien på baggrund af hendes markante politiske skifte. Et ideologisk skift, som jeg personligt ikke forstår, men som har gjort mig nysgerrig på, hvem Olga Eggers var, hvordan hun skrev, og hvordan hendes progressive holdninger til kvindefrigørelse kunne forenes med nazistpartiets ideologi.

Olga Eggers blev født på Sankt Thomas, Dansk Vestindien, i 1875 som datter af botaniker Henrik Frans Alexander von Eggers (1844-1903) og Mathilde Camilla Stakemann (1848-1928). Hun tilbragte de første fem år af sit liv i Dansk Vestindien, men blev som femårig sendt til det for hende ukendte Danmark på grund af et kompliceret benbrud. Her voksede hun op hos sin onkel og tante på Lolland – begge dukker senere op som skikkelser i hendes forfatterskab: den strenge tante og den rare onkel. Hun blev uddannet lærerinde fra N. Zahles Skole, men kom aldrig til at bruge sin uddannelse, da hun gennem sit ægteskab i 1901 med den unge forfatter og redaktionssekretær ved den københavnske avis Frem, Ludvig Rosenberg, fik mulighed for at virkeliggøre sin drøm om at blive skribent med opsøgende journalistik på gaden. Hendes artikler blev bragt i bl.a. Politiken og Vore Damer, og i denne periode begyndte hun at omgås store personligheder som Thit Jensen og Georg Brandes. Sidstnævnte udviklede hun et ganske nært forhold til, hvilket deres mangeårige brevveksling vidner om. Efter fem års ægteskab blev hun skilt fra Rosenberg og giftede sig på ny med professor Anton Thomsen, som hun fik datteren Ulrica Eggers med i 1913. Efter kun tre år blev hun enke og levede resten af sit liv som enlig.

Det alsidige og progressive forfatterskab

Olga Eggers skrev en lang række noveller og romaner – som oftest med den moderne kvindes splittelse mellem selvstændigt virke (og seksuelle frigørelse) og ægteskabets traditionelle familieliv som omdrejningspunkt. Hun debuterede i 1903 med romanen Zigøjnerblod, som handler om kvinders seksuelle frigørelse, og som blev vel modtaget i sin samtid – om end der også blev rejst anklage om usædelighed! Romanen handler om den unge grev Carnev, som alle er enige om er noget for sig. Rygtet siger, at hans far ikke er den gamle greve, men selveste kongen, der under et besøg på slottet for mange år siden, gjorde den unge, kokette grevinde gravid. I romanen ankommer en flok sigøjnere til slottet, og der går ikke længe, før Carnev betages af den unge sigøjnerinde, Zerna.

”Det blev en sælsom Nat for Carnev og Zigøjnersken. Zerna havde kendt mange Mænd, og Zigøjneren har hidsigt Blod og iltert Begær, men aldrig havde hun levet saa aandeløs en Stund. Han rev i hende, bed ligesaa meget som han kyssede, vidste knap, om han knugede hendes Haar eller hendes Skød, begærede hende blot stadig paany og med ny Vildskab. Hun føjede ham villigt, hidsede sit Blod for end mere at ægge ham og vidste hele Tiden med vaagen Forfængelighed, at det var til hende, Tatersken, at den fornemme Herre hviskede alle disse sanseløse Ord om hendes Legemes Pragt.”

Den nat bliver Zerna gravid og fuld af harme over ”Naturens blodige Uret, som forlangte Mænds korte Lyst betalt med Kvinders aarelange Lidelse” beslutter hun sig for at aflevere barnet til grev Carnev, da pigen er et halvt år gammel. Carnev tager pigen til sig, kalder hende Zerna efter hendes mor og ønsker, ”at hun skulde blive klogere end Kvinder ellers, og han skaffede hende Lærere fra alle Kanter.” I resten af romanen følger vi Zernas opvækst, udvikling og især hendes spirende seksualitet og selvstændighed.  

”Hun var vant til at tænke sig selv staaende højt over alle andre, og hun ansaa sin Elskov for en kostelig Gave, der vanskeligt kunde vindes, men aldrig forkastes. Den Mand, hvem hun vilde skænke sin Gunst, han maatte have søgt den længe, maatte som alle de andre have bøjet Knæ i Hyldest og med tryglende Ord: og ikke havde der i hendes Sind været Tvivl om, at hun jo altid vilde være den, der bar Magten over Valget og sin egen Skæbne i sin faste Haand.”

Romanens fokus på kvindelig seksualitet og kvindefrigørelse er tydelig, og her kommer Eggers’ personlige standpunkt til udtryk gennem Zernas ord:

”Jeg veed, I alle tror, jeg bad Eder komme til mig, fordi jeg nu var bleven en ensom Kvinde, der trængte til at føle Mands Vilje over sig, – og I har tænkt fejl! Ingen af Eder vil jeg bøje mig for i lydig Tro, – jeg har Mod til at vandre den Vej, jeg selv vælger, og til selv at fjerne det, der vil standse min Gang.”

Zigøjnerblod (1903)

I 1904 fulgte romanen Moderne ægteskab, som handler om Charlott, der er vant til at være omdrejningspunkt for festerne i det parisiske atelier, hvor kunstnere og musikere mødes for at danse, snakke og nyde livet. Det ændrer sig imidlertid den dag, hvor en dansk maler tager sin kone, Anita, med, og hun tiltrækker alle mændenes opmærksomhed. Charlott forstår ikke, hvad mændene vil med hende, når nu hun er gift, men snart finder hun ud af, at fru Anitas ægteskab ikke er af den traditionelle slags.

”’Jaloux? Nej nej, det er vi da ikke. Vi har jo da det moderne Ægteskab’
(…)
 ’Hvad det er?’ Fru Anita kom en græsselig Mængde Sukker i sin Kaffe og snakkede hurtigt til dem alle på een Gang, ’det er naturligvis, at vi begge to skal gøre alt, hvad vi vil, og jeg behøver ikke at staa min Mand til Regnskab, og hvis jeg faar Lyst til at more mig paa egen Haand, saa kan jeg godt, og jeg er lige saa fri, som om jeg ikke var gift.’”

Moderne ægteskab (1904)

I 1908 udkom romanen Den røde synd, som handler om den unge Lucia, der brændende ønsker at gå i kloster, så hun kan søge tilflugt bag de tykke mure, hvor man er skærmet fra alle verdens fristelser. Hun og storesøsteren Carolina lever et stille og fattigt liv i familiens hus i Venedig, der engang dannede rammer om slægtens syndige fornøjelser.

”Lucias Hænder gled ned i hendes Skød, hendes Læber skiltes, og hendes vidt opspærrede Øjne stirrede udtryksløse imod Søsteren. Hendes Tanker kæmpede for at forstå. Så bredte Rødmen sig over hendes Pande, og hun bøjede Hovedet i skam. En Elsker – hvorledes kunne Carolina have en Elsker. Elskov var jo det, man ikke tænkte paa, noget hemmeligt og hedt, en rød synd, sagde hendes Skriftefader, Blodets hemmelige Synd. Havde Carolina kendt den?”

Den røde synd (1908)

I sin sidste roman, Erotik, fra 1932, beskriver Eggers tre kvinder og deres forskellige skæbner. Vi møder de to søstre Else og Agnes – den ene ulykkeligt gift med en velhavende mand, den anden lykkeligt gift med en fattig mand, som hun har fire børn med – og en tredje kvinde, Beatrice, som er søstrenes ugifte veninde. Sidstnævnte arbejder som journalist og forsørger sig selv uden udsigt til at skulle have mand og børn og trives hermed.

”’Jeg forstaar blot ikke, hvordan et Menneske kan have saa meget imod Ægteskabet, som du har, Beatrice. Alle Mennesker gifter sig dog, – næsten alle i hvert fald, og bliver de ikke gift, så er det sikkert i Reglen, fordi ingen vil have dem.’

’Enten det nu har været eller ikke været Grunden for mit vedkommende,’ sagde Beatrice muntert og rettede sin usædvanligt smukke Skikkelse, ’saa er det i hvert fald sikkert, at jeg elsker Kærligheden og hader Ægteskabet.’”

Den ulykkeligt gifte søster, Else, forelsker sig og flygter med sin elsker fra sin mand og barn, men ender med at stå alene tilbage. Den lykkeligt gifte søster, Agnes, bliver gravid med sit femte barn og ser ingen anden udvej end en illegal abort, da de ikke har råd til endnu et barn. Der opstår ulykkeligvis komplikationer med aborten, og barnet kommer for tidligt til verden med diverse deformiteter, og Agnes ender også med varige mén fra indgrebet.

Bogen er sin titel til trods ikke synderligt erotisk i sit udtryk, men er derimod en fortørnet kommentar til kvinders ret til fødselskontrol og abort og desuden et opråb til datidens læger – et råb om hjælp til at forbedre de sociale og økonomiske vilkår for arbejderklassefamilierne.

”Kvinder er ofte vidunderlige. De udholder Ting, som ingen Mand vilde taale, og saa klager de endda ikke. Men det er vor Skam, siden det er os Mænd, der skriver Lovene, at Kvinder skal lide, som de gør, og det i Titusindtal. Før der bliver en fornuftig Lov, der beskytter Kvinder, og som giver dem, der har flere Børn, end de kan underholde, en anstændig Statshjælp, før bliver der ingen Retfærdighed.”
(…)
”Og lær så Kvinderne, hvorledes de skal undgaa at faa flere Børn, end de har Raad og Kræfter til, og er Ulykken sket, saa lad dem faa ordentlig Lægehjælp, men lad dem ikke ødelægge sig selv ved at gaa til samvittighedsløse Kvaksalversker. Men først og sidst skulde I Kvinder, hver og en, sørge for, at Moderhjælpen blev indført. Staten bør være Kvinderne taknemlig, fordi de skaffer den Borgere. Saa lad den belønne dem, lad dem ikke stride sig til Døde, saadan som den stakkels lille Moder derinde har gjort.”

Erotik (1932)

Herudover skrev Olga Eggers en række historiske romaner, en serie ungpigebøger, et par skuespil, en rejseskildring fra Afrika samt værket Kendte danske kvinder fra 1934, hvori Eggers tegner portrætter af en lang række danske kvinder, der var særligt berømte og fremtrædende i 1930’erne. Gennem interviews og biografier lærer vi både musikere, forfattere, lærere og forretningskvinder at kende, herunder bl.a. Marie Bregendahl, Karen Jeppe, Astrid Ehrencron-Kidde, Agnes Slott-Møller og Ingeborg Maria Sick. Eggers indleder bogen med et forord, hvoraf følgende er et uddrag af de vigtigste pointer med bogens formål:

”Hvad vilde det ikke, kulturelt og menneskeligt, have betydet, om en saadan Bog havde foreligget for Hundrede Aar siden? Hvilken Guldgrube for enhver, der beskæftiger sig med den aandelige Udvikling i Danmark. Desværre blev en saadan Bog aldrig skrevet. Vi maa nøjes med de enkelte spredte Optegnelser om Kvinder, der af en eller anden Grund særligt påkaldte Mandens Opmærksomhed eller Beundring.

Om Hundrede Aar skrives der sikkert en ny. Den kommer vi ikke til at læse, men uden Tvivl vil til den Tid dens Forfatter med interesse studere, hvad hans Fortids Kvinder kæmpede for og hvad de opnaaede.

Selvfølgelig har det ikke været muligt at faa nær alle de Kvinder med, der har ydet en bemærkelsesværdig Indsats. Pladsen har ikke tilladt det. Og Sandheden er jo, at der i Stilhed og uden at andre end de nærmeste bemærker det, ydes Arbejde, saa trofast, dygtigt og selvopofrende, af Tusinder af Kvinder, at de fortjente hele Samfundets Tak og Beundring. Ogsaa disse ukendte og unævnte lægger deres Sten til Bygningen af et lykkeligere og hæderligere Danmark. Og vi ved, at de ingen Bitterhed føler, fordi de er uomtalte. Vi ved, at de med Glæde og Stolthed vil læse om de Medsøstre, hvis Gerning bragte dem frem til offentlig Omtale og offentlig Hæder. Nogle af dem er Mødre til de Kvinder, der naaede saa straalende Resultater. Alle er de meddelagtige i at skabe Billedet af ’Den danske Kvinde af i Dag’.”

Da jeg læste forordet her, gav det virkelig et gib i mig. For det er slående, hvordan Eggers’ ord fra 1934 lader til at vinde genklang i dag, idet hun i ovenstående uddrag italesætter ligestillingen mellem kvinder, når hun skriver, at alle kvinder, kendte som ukendte, ”fortjener Samfundets Tak og Beundring”, og at alle kvinder er med til ”at skabe Billedet af ’Den danske Kvinde af i Dag’”. I forlængelse heraf omtaler hun det, der senere under Rødstrømpebevægelsen i 1970’erne bliver kaldt søstersolidaritet, når hun skriver”Og vi ved, at de ingen Bitterhed føler, fordi de er uomtalte. Vi ved, at de med Glæde og Stolthed vil læse om de Medsøstre, hvis Gerning bragte dem frem til offentlig Omtale og offentlig Hæder.” Netop dette søstersind er fortsat noget, vi taler om i dag i den forstand, at kvinder opfordres til at stå på skuldrene af hinanden og til at turde at støtte og hylde hinanden for deres handlinger – store som små – i stedet for at føle misundelse og mindreværd.

Det er tankevækkende, at det omtrent er hundrede år siden, Eggers skrev følgende i forordet til en bog, der havde til formål at trække alle datidens oversete kvinder frem i lyset og hylde dem: ”Om Hundrede Aar skrives der sikkert en ny. Den kommer vi ikke til at læse, men uden Tvivl vil til den Tid dens Forfatter med interesse studere, hvad hans Fortids Kvinder kæmpede for og hvad de opnaaede.” Det er tydeligt, at Eggers med disse betragtninger er forud for sin tid, for det er jo netop det, der sker i disse tider: Alle vegne forsøger man at trække de glemte kvinder frem og give dem en plads i historien. Det mest kendte og populære eksempel på dette må være historiker Gry Jexens instagramprofil, podcast og bog med titlen Kvinde kend din historie, som satte gang i den bølge, der fortsat ruller over Danmark lige nu; en undren over, hvor alle kvinderne i historien blev af og et forsøg på at genskrive historien med kvindeligt fortegn. At bølgen først for alvor er sat i bevægelse i den brede befolkning (og på tværs af kønnene) nu, i kølvandet på #MeToo, må skyldes, at timingen har været den helt rette; at folk har været modtagelige for at høre om kvinderne. For der er tidligere skrevet en del bøger om emnet – allerede helt tilbage i 1970’erne. Flere historikere, forskere og forfattere har tidligere forsøgt at omskrive danmarks- og litteraturhistorien set fra et kvindeligt perspektiv, heriblandt Pil Dahlerup, Lise Busk-Jensen og Elin Appel. Mange af disse bøger har vi genudgivet digitalt hos forlaget Saga Danmark som led i vores retrodigitaliseringsprojekt – læs mere herom i indlægget Hvor blev kvinderne af? her på bloggen.

Kendte danske kvinder (1934)

Det ærgrer mig, at en så progressiv og visionær kvinde og forfatter som Olga Eggers er gået helt i glemmebogen efter hendes død i 1945.

Alle Eggers’ romaner udkom på Gyldendal, mens rejseskildringen fra Liberia, Ene hvid gennem Liberias urskove (1931), blev udgivet på Fremad, som var et socialdemokratisk forlag. Da Eggers som ene hvid kvinde i mellemkrigstiden begav sig ud på en rejse gennem Liberias jungle, var hun en af de første, der oplevede det enestående afrikanske land indefra. Efter den amerikanske borgerkrig havde amerikanerne sendt en masse frigivne slaver til landet for at give dem deres egen frie stat, men i stedet blev landet præget af voldsomme kampe mellem de indfødte og de udefrakommende. I bogen beretter Eggers, måske en anelse naivt, men ikke desto mindre velmenende, om den liberiske gæstfrihed, som er en dyd for befolkningen, om de farer, hun kom ud for, og om de mennesker, hun mødte på sin vej gennem det frie afrikanske land, der som et af de eneste på hele kontinentet ikke var koloniseret af europæerne.

”Afrikas Urskove – der er Mystik og Spænding over Ordene. Jeg var ikke mere end otte Aar, da jeg for første Gang slugte Bøgerne om ’Livingstones Rejse gennem det mørkeste Afrika’ og ’Stanley finder Livingstone’. Under hele min Opvækst spurgte jeg ud om disse hemmelighedsfulde og sælsomme Urskove og ønskede hedt at lære deres Farer og Skønhed at kende, men der skulde gaa mange Aar, inden jeg fik mit Ønske at se dem paa nært Hold opfyldt. Dog, da det endelig lykkedes, blev det ogsaa til en Rejse, der overgik alle mine Forventninger og som ikke mange har oplevet Magen til.   

Det heldige var, at jeg netop fandt Liberia, et Land, der er så uberørt af vor Civilisation, som faa Steder i Verden er det nu, fordi det indtil faa Maaneder inden jeg berejste det, havde været ’lukket land’, Adgang forbudt. Derfor kunde jeg møde Primitiviteten uberørt af hvid Mands Kultur, kunne opleve Forundringen og undertiden Skrækken over en hvid Kvindes Besøg og Glæden, da det opdagedes, at jeg gav Venlighed for Venlighed, Smil for Smil.

’Lonely White’ var det Navn, de straks gav mig og stadig kaldte mig ved, for der var megen Forbavselse og tillige ikke saa lidt Stolthed over, at en hvid Kvinde turde rejse alene imellem dem, henvist til deres Omsorg og afhængig af deres Paapasselighed.”

Ene hvid gennem Liberias urskove (1931)

Olga Eggers’ forfatterskab fra før 1934 er ikke nazistisk orienteret, men ingen forlag ville udgive hende, efter hun tilsluttede sig nazistpartiet, så derfor stiftede hun Nordiske Kvinders Forlag. Det var stærkt racistisk anlagt med særlig vægt på antisemitisme. Forlaget udgav bl.a. Martin Luthers Om Jøderne og Deres Løgne fra 1543, oversat af Olga Eggers, og de to pjecer Nordiske Kvinde: Rejs dig og kæmp! (1938) og Lad nu Jøderne faa Ordet! (1939), der begge er skrevet af Eggers. I pjecerne fremlagde Eggers den nazistiske kvinde- og familiepolitik, og i førstnævnte gik hun pludselig imod alt det, som ellers havde været hendes eget udgangspunkt som kvindesagsforkæmper og socialist.

Fra socialdemokrat til nazist

Det ideologiske skift, Olga Eggers foretog i løbet af 1930’erne, forekommer umiddelbart besynderligt. Fra i sine unge dage at være socialist, progressiv kvindesagskvinde og kritisk forfatter, der advokerede for seksuel frigørelse og ligestilling, blev hun sidenhen aktiv nazist og viede sit liv til at udbrede de nazistiske og antisemitiske budskaber som redaktør på bladet Kamptegn.

Det var tilsyneladende ikke noget, der chokerede synderligt i samtiden. Ved Eggers’ 60-års fødselsdag skrev B.T.: “Da hun var Socialdemokrat, var hun rødere end Borgbjergs Skæg i Glanstiden – og nu da hun er gaaet over til Nazismen, saa er de herrer Hitler, Göring og Goebbels smaa forsagte Demokrater i Sammenligning med hende. Heil Olga! (…) Rask Pige paa 60 – og hun skal have en Lykønskning.”

Men hendes eftermæle som forfatter er i den grad kommet til at stå i skyggen af dette drastiske skift. Man har i eftertiden forsøgt at glemme hende og skrive hende ud af danmarks- og litteraturhistorien trods hendes vægtige bidrag til kampen for ligestilling og kvindeemancipation.  

Hvad skete der egentlig?

Men hvad var det mon, der forårsagede hendes markante politiske spring, og forblev hun mon kvindesagsforkæmper herefter, for kan kvindefrigørelse overhovedet forenes med nazismen, der almindeligvis betragtes som værende stærkt kvindeundertrykkende?

Jeg er langt fra den første, der har undret sig over dette. Ph.d. Iben Vyff er en af dem, der har beskæftiget sig med emnet, og i sin artikel Olga Eggers – fra socialdemokrat til nazist (2004), der bygger på hendes kandidatspeciale, forsøger hun netop at indkredse, hvordan Eggers kunne gå fra at være socialdemokrat og kvindesagsforkæmper til at blive fremtrædende nazist og fanatisk antisemit. Det følgende afsnit beror på oplysninger hentet fra Iben Vyffs artikel.

I mange år var Olga Eggers som bekendt aktiv socialdemokrat og desuden et fremtrædende medlem af Dansk Kvindesamfund. I et referat fra et vælgermøde, hvor hun talte, står der: “Hun fandt det mærkeligt, at ikke alle Mennesker var Socialdemokrater, thi det var dog dette Parti, der alene af alle Partier vilde skabe Lykke hos alle Mennesker.” I 1933 vendte Eggers imidlertid Socialdemokratiet ryggen. Jeg kan læse mig til, at det skete på baggrund af, at Eggers i 1932 anklagede sin sagfører gennem en længere årrække, Peter Nielsen, for bedrageri. Tilsyneladende bad statsminister Stauning af politiske årsager Eggers om midlertidigt at lægge låg på sagen og afvente. Eggers indvilgede på den ene betingelse, at hun fik betalt sit udestående, hvilket hun ikke fik. Sagen nåede rigsadvokaten, hvor den blev afvist på grund af manglende beviser. Eggers fik aldrig sine penge, og hun har uden tvivl oplevet, at hendes retmæssige krav blev tilsidesat af politiske hensyn. Hun er sandsynligvis også blevet ked af og skuffet over, at de mange fremtrædende partifæller såsom Stauning, K.K. Steincke og Frederik Borgbjerg og deres hustruer, som ellers kom i hendes private hjem, ikke kom hende til undsætning, da hun havde brug for det.

Affæren satte dybe spor hos Eggers, og det er ikke utænkeligt, at hun har oplevet det som et moralsk svigt fra sit partis side. Umiddelbart efter brød hun i hvert fald med partiet og så sig om efter et nyt politisk parti, hvor hun frit kunne lade sine holdninger komme til udtryk. Det fandt hun i Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP); det vigtigste af de danske nationalsocialistiske partier, ledet af Frits Clausen. Der var desuden nazister på både dansk og tysk side i Eggers-familien, og der findes flere rejseartikler, der vidner om Eggers’ fascination af de tyske forhold, hun oplevede under sine jævnlige familiebesøg.

Skiftet til DNSAP betød, at hun gjorde op med mange af de ideer og idealer, der tidligere havde optaget hende, herunder sociale, racemæssige og kønslige rettigheder og respekt, folkestyret, de demokratiske partier og ikke mindst kvindesagen.

Iben Vyff peger på en række faktorer – forhold i tiden såvel som i Olga Eggers’ liv og selvforståelse – der kan bidrage til at forklare disse markante ændringer. Vyff skriver herom i artiklen:

”Først og fremmest skal hendes vej til nazismen forstås på baggrund af 30’ernes ideologiske klima, der var præget af kulturkritiske og antidemokratiske strømninger. Et blik på perioden afslører en gråzone, hvor det, der i dag forbindes med nazistisk samfundskritik, dengang kunne være svært at adskille fra en generel modernitetskritik. Flere af de elementer, der lå i den nazistiske ideologi, som for eksempel racehygiejne, demokratikritik og en opfattelse af samfundet som moralsk degenereret, kunne også findes i andre politiske lejre. Springet fra socialdemokratisme til nazisme var stort. Men ikke så stort som efter 1945.”

Det vil sige, at Eggers’ skift skal ses i lyset af 1930’ernes samfund, som var præget af usikkerhed og ustabilitet, hvilket jo også har været den gængse forklaring på, hvordan i alverden så mange mennesker i Tyskland såvel som i andre lande omkring kunne tilslutte sig nazismen – noget som set med vores øjne i dag forekommer helt utroligt.

Og hvad med kvindefrigørelsen?

Om det kvindepolitiske aspekt ved Eggers’ partipolitiske skifte skriver Iben Vyff:

”Kønsproblematikken har givetvis været en væsentlig faktor bag Olga Eggers’ beslutning om at vende sig mod nationalsocialismen. Hun udtrykte en utilfredshed med, at kvinder, på trods af opnåelsen af formelle rettigheder og udvidede udfoldelsesmuligheder i det danske samfund, reelt ikke havde opnået forbedrede vilkår. Følelsen af splittelse mellem selvudfoldelse og bevarelsen af traditionelle værdier som familien, blev mod forventning ikke mindre. Den idealisme, der livet igennem prægede Olga Eggers, udviklede sig til desillusionering og fik hende til at efterstræbe de tabte værdier i samfundet.”

Det peger på, at Eggers’ politiske spring kan have haft rod i bristede illusioner. En dyb skuffelse over, at alt det, hun kæmpede for i sin ungdom som fortaler for kvinders rettigheder, ikke udviklede sig til det, hun havde håbet på. Vyff forklarer yderligere, at nazismen i Eggers’ øjne netop ikke var kvindeundertrykkende:

”Tværtimod blev kvinden i den nazistiske ideologi i kraft af sit køn inddraget i ansvaret for nationens bevarelse, og herved tildelt det medansvar, der retmæssigt tilkom hende. Olga Eggers’ synspunkt var stadig, at kvinden skulle sikres politisk medbestemmelse og indflydelse, men hun mente, det kunne opnås gennem nationalsocialismens påskønnelse af typiske kvindelige opgaver. Paradoksalt nok kan en vis kontinuitet i hendes kvindebevidsthed således være med til at forklare tilslutningen til nazismen.”

Det vil altså sige, at kontinuiteten i Eggers’ liv skal findes i hendes fokus på kvinders vilkår, som var noget, hun bevarede livet igennem, omend hendes kvindepolitiske standpunkter ændredes, idet hun netop i stigende grad kom til at betone den biologiske kønsforskels betydning, så hendes kvindesyn stemte bedre overens med nazismens.

En anden, der har beskæftiget sig med Olga Eggers og forsøgt at forstå og forklare hendes pludselige politiske skifte, er Susanne Fabricius. I sin artikel Kvindefrigørelsens dilemma henviser hun til en afhandling af Anette Leppert-Fogen, som peger på, at aktive nazister især kom fra gruppen af udstødte, de klasse- og kasteløse, og skriver i den forbindelse følgende:

”Udover Olga Eggers’ position som barn af en deklasseret overklasse og som aldrende forfatter med afsætningsvanskeligheder er der træk i hendes situation som kvinde, der har bidraget til følelsen af deroute og håbløshed. (…) Følelsen af at være kasseret, som rammer mange mennesker i den alder, hvor de ikke længere kan leve op til produktivitetskravene i det kapitalistiske samfund, havde for kvinderne en dobbelt brod. De blev ikke blot udkonkurreret som arbejdskraft, men også som mennesker og kønsvæsener langt tidligere end mænd, hvis autoritet og seksuelle markedsværdi var støt stigende med årene.”

Netop dette synspunkt deler Fabricius med Vyff; altså at Eggers efter bruddet med socialdemokraterne sandsynligvis har følt sig kasseret og udstødt og ikke mindst skuffet og desillusioneret. Samtidig har hun på det tidspunkt nået en alder, hvor hun i stigende grad har følt sig irrelevant som kvinde. Og hvad gør man så? – eller hvad kan man vælge at gøre, når man er en kvinde, der er vant til at sige sin mening højt og desuden ikke er bange for at fremstå reaktionær ved eksempelvis at være offentlig fortaler for fri abort og kvindens seksuelle frigørelse i begyndelsen af 1900-tallet? Én af mulighederne er at gå et sted hen, hvor man bliver budt velkommen, føler sig set, og hvor man frit kan have sin mening.

Ud af skyggen og tilbage i lyset

Min hensigt med denne artikel er på ingen måde at retfærdiggøre de racistiske og antisemitiske holdninger, som Olga Eggers giver udtryk for efter skiftet til nazistpartiet i løbet af 1930’erne. Jeg har derimod ønsket at kaste lys over hendes forfatterskab frem til 1934 samt over de omstændigheder, der gjorde det muligt at foretage et så markant ideologisk skift.

Det er svært ikke at se Olga Eggers og hendes forfatterskab i lyset af hendes senere tilslutning til nazismen, men mennesket er en kompleks størrelse og rummer sommetider modsatrettede sider og holdninger, som ikke nødvendigvis bør kaste skygger over andre sider af det samme menneske.

At Olga Eggers i sit sene liv tilslutter sig nazismen behøver i mine øjne ikke at betyde, at vi i dag ikke har udbytte og glæde af at læse hendes romaner, der i høj grad satte kvindefrigørelse, ligestilling, kvinders seksualitet og retten til fri abort på dagsordenen i begyndelsen af 1900-tallet, og som fortsat er emner, vi taler om i dag. Vi må være i stand til at kunne adskille hendes forfatterskab frem til 1934 fra hendes politiske skifte i tiden herefter, så vi ikke glemmer hendes enorme bidrag til kvindefrigørelsen og kvindekampen, som stadig udkæmpes i dag.

*

I serien, “De ville dø for sagen”, som kan ses på DRTV fra d. 31/12-2023, kan man i første program, “Olga og nazismen”, blive klogere på Olga Eggers. Bag serien står Liv Thomsen fra Historieselskabet. Læs mere om serien her.

*

Du kan finde de omtalte titler hos din foretrukne onlineforhandler, digitale bibliotek eller abonnementstjeneste for download eller streaming af indhold.