”Rigtige kvindfolk bryder sig ikke om, hvad der er passende. Vi gør bare tingene”

af Julie Ahle Dybvad, redaktør

I morgen, d. 8. marts, markeres den historiske dag Kvindernes Kampdag, der havde sin spæde begyndelse helt tilbage i 1907. Her samledes socialistiske, kampklare kvinder til en konference i Stuttgart for at skabe et fællesskab for kvinder i verden, hvor man sammen kunne arbejde for blandt andet at forbedre kvinders arbejdsvilkår og kæmpe for kvinders stemmeret. Dette blev startskuddet til en større og lang kamp for ligestilling mellem kønnene på arbejdspladsen og også i hjemmet. En kamp, som på mange områder i dag, 118 år senere, langt hen ad vejen er lykkedes i Danmark.

Hvis man kradser lidt mere i overfladen, vil man dog stadig finde flere strukturer, der er med til at fastholde nogle grundlæggende uligheder mellem kønnene herhjemme.

KVINFO oplyser på deres website bl.a. om en vedvarende underrepræsentation af kvinder i ledelse og bestyrelser i danske virksomheder:

”I 2023 var kun 17,5 procent af bestyrelsesmedlemmer og 16 procent af direktører i Danmark kvinder. Mere end halvdelen af danske virksomheder har ingen kvinder i bestyrelsen, mens 0,2 procent af bestyrelser består udelukkende af kvinder. Dette til trods for, at al forskning viser, at kønsdiversitet i bestyrelser og ledelser øger virksomheders værdiskabelse, leder til større finansiel stabilitet og endda lavere CO2-udledninger.” (https://kvinfo.dk/ligestilling/)

Feministisk bestseller Egalias døtre genudgivet

Spørger man den norske, feministiske forfatter, Gerd Mjøen Brantenberg, bag den feministiske bestseller Egalias døtre (oprindeligt udgivet hos Forlaget Hønsetryk i 1977 – genudgivet og digitaliseret i 2024 hos Saga Danmark) om, hvad hun mener om denne underrepræsentation af kvinder i ledelse anno 2023, ville hun nok tage sig til hovedet og udbryde ”Vor Frue Bevares! Er vi stadig dér!?” Brantenberg var nemlig selv en vigtig feministisk stemme både i Norge og i Danmark, hvor hun i 70’erne også var med til at starte den danske Lesbiske Bevægelse og kæmpe for kvinders rettigheder.

Med sin satiriske roman Egalias døtre fremskrev Brantenberg på tragikomisk vis præcis disse samfundsmæssige uligheder mellem kønnene på arbejdspladsen og i hjemmet ved slet og ret at omskrive historien og gøre det undertrykte køn til det undertrykkende køn. 

Fruedømmet i Egalias døtre

I Egalias rige vender Brantenberg altså op og ned på de klassiske kønsroller. Her er det kvinderne, der er direktører, chefer, rektorer, ledere, sportstrænere, chefdykkere og forskere og hundser rundt med mændene, der forventes at gå derhjemme, lave kaffe, passe hus og børn og gå med PH (penisholder) – og gerne uden at stille spørgsmål til samfundsordenen og til at Gud (Donna) naturligvis er en kvinde. Den magtfordeling mellem kønnene gennemsyrer også det særprægede sprog i hele romanen, som indeholder udtryk som ”frusker” (hersker), ”befruelsen” (beherskelsen), ”kvindesker” (mennesker), ”dam” (man), ”i kvindes minde” (i mands minde), ”Vor frue bevares” osv. osv.

Via sproget og omskrivningen af den daglige tale sætter Brantenberg en fed streg under, at vi ukritisk helt op til alt for moderne tid har accepteret, at hele vores sprog grundlæggende er bygget op omkring en kønslig ulighed – til mandens fordel. Ved at gentage det kønnede sprog i daglig tale holder vi nemlig også ubevidst fast i en strukturel undertrykkelse af kvindekønnet. Til eksempel kan nævnes farvede udtryk som ”fagmand”, ”lægmand” og ”formand”. Heldigvis er vi så småt herhjemme i Danmark begyndt at rydde op i sproget hist og her i den daglige tale, når det kommer til erhvervsbetegnelser, og udtrykket ”person” erstatter nu i stedet ”mand” i flere og flere ord for at gøre sproget mere neutralt.

Det neutrale køn versus det ”andet” køn

Romanen sætter alene med sin hjemmelavede, omvendte sprogbrug fokus på, at man historisk har taget udgangspunkt i det mandlige som det universelle, neutrale køn, hvorudfra der tales, og dermed samtidig markeret det kvindelige som det andet, aparte køn.

Med sit sproglige greb og dermed fremskrivningen af den kønslige ulighed læner Brantenberg sig op ad én af vor tids største og mest banebrydende feministiske tænkere, den franske forfatter og filosof Simone de Beauvoir (1908-1986).

Beauvoir beskriver i sit legendariske hovedværk Det andet køn (1949) netop det, at kvinden historisk er blevet behandlet som det ”andet”, mangelfulde, passive køn, og manden som det oprindelige, handlende køn, hvorudfra vi taler. Sproget er et af de strukturelle og konkrete områder, hvor denne grundindstilling kan ses afspejlet.

Sprogliggørelsen af kvinden som det afvigende køn kan nemlig koges helt ned til konkrete vendinger i daglig tale – fx når vi kønner ord som ’lærer’, der bliver til ’lærerinde’. Selve stillingen kan pludseligt ikke længere være neutral i det tilfælde, at du også er kvinde. (Også her sker der dog i dag generelt en oprydning i disse unødvendige kønslige markører og kønsbias.) Det er denne absurditet og ulighed, Brantenberg trækker på i sit sprog gennem hele romanen. 

Ikke kun i sproget, men også i romanens beskrivelse af drengenes adfærd som passive individer, der objektiviseres af kvinden, vendes de klassiske, stereotype kønsroller om. Hovedpersonen, den femtenårige direktørsøn Petronius, ses netop i sådan en objektiviserende situation til det store ’Prøvebal’, med vat under armene for at undgå at nervøs-svede igennem sin turkise, stramme, flotte trøje, håbende på at blive udvalgt til alenetid med en af de stærke kvinder:

”Petronius følte sig stolt og ilde berørt på samme tid. Det lød flot, at nogen havde ‘fået fat’ på ham. Han var i havn. Han sad ikke i nichen. Samtidigt synes han ikke rigtigt, mødet med Gros kammerat indbød til at han skulle deltage i samtalen. Han var der ligesom bare.” (Egalias døtre, s. 31)

Eller når Petronius’ far minder drengens søstre om, at de ikke må hive ham i håret for ”Petronius er sårbar i hovedbunden”, og at de må huske, at deres bror tilhører ”det sårbare køn” (læs: det mandlige køn i dette tilfælde).  

Med den bidende satire i ovenstående citater, som blot er et par eksempler blandt mange fra bogen, får Brantenberg prikket til, hvordan vi i årtusinder har opfattet (og på mange måder mere eller mindre ubevidst stadig opfatter) kvinden som det afventende, svage og sårbare køn. Akkurat som man gjorde det i slutningen af 1800-tallet, hvor man helt åbent italesatte kvinder som svagelige (bl.a. i gynækologen Frantz Howitzs værk Bidrag til en Sundhedslære for Kvinder fra 1892) og på den måde argumenterede imod, at kvinderne skulle ud på arbejdsmarkedet.

Krop, skam og forventninger

Også samfundets holdning til den kvindelige seksualitet og krop sættes under lup, når den unge mand Petronius træder ind i de voksne mænds rækker og skal måles op for at få sin første PH (penisholder) på, og han i sine protester over at den strammer på ”skamsækken” (!), får en længere moralsk tale om, hvor vigtigt det er, at han holder sig velduftende, velplejet og barberet, så han kan tiltrække en kvinde. Ja, det er blot en naturlig del af det at være mand, at man går op i sin krop og sin fremtræden. For kvinden – hendes fremtoning betyder nemlig ikke noget:

”Vi siger aldrig hun er pæn eller grim, efter hvad slags form hendes krop har – vi snakker naturligvis aldrig om, hvorvidt hun er for tyk eller for tynd. Det er en naturlig følge af, at kvinder bliver gravide og således forandrer skikkelse. Det ville være absurd at have idealmål for kvinder.” (Egalias døtre, s. 44)

Denne replik fortjener lige at blafre lidt i vinden i nogen tid som en påmindelse om, hvor lidt vi rent faktisk har rykket os i synet på kvindekroppen og forventningen til, hvad den helst skal kunne æstetisk – selv efter et pres fra graviditet og fødsel.   

Feministisk litteratur som oplysning

Fordomme, stereotyper, ubevidste strukturer og grundopbygningen i vores sprog, der påvirker vores opfattelser af hinanden, er svære at komme helt til livs, trods en velvilje dertil. Der har gennem tiden været en hel række af kvinder, der gennem deres forfatterskab og værker har forsøgt at fremskrive, hvilken effekt de patriarkalske strukturer har på samfundet ved fx at vende magtfordelingen og kønsrollerne om og lege med, hvordan et matriarkalsk samfund ville være skruet sammen (læs fx mere om flere af disse forfatterskaber her på bloggen i artiklen: Hvis de dog bare havde haft langt hår … ).

Heriblandt har forfatteren Maren Uthaug for mere nyligt udgivet værkerne 11% og 88%, hvori hun ligesom Brantenberg fremskriver et matriarkalsk samfund, hvor manden stort set er udryddet. Én af de store forskelle mellem Uthaugs 11% og hendes forgænger Brantenberg med Egalias døtre er blandt andet den, at der hos Uthaug fortælles om en verden, hvor patriarkatet rent faktisk har regeret. I Brantenbergs udgave er denne del simpelthen slettet helt fra historien – ja, selv skabelsesberetningen og dermed tidsberegningen er omskrevet med kvinden som det historisk herskende køn.

Begge forfattere formår med deres samfundskritiske værker og satire at anholde uligheden mellem kønnene. Ved at fremskrive det mandlige køn som det gennemført undertrykte køn i deres fiktive verdener, gør de det samtidig tydeligt, hvor grotesk det er, at kvinden har levet overvejende under disse vilkår i årtusinder.

På den måde bliver et feministisk værk som Egalias døtre ikke blot til underholdning, men også til oplysning og et ”must have” i bogreolen, hvis man ønsker at vide mere om den feministiske historie, om lighed og samtidig være underholdt – og indrømmet nok også blive en smule rasende.

God læsning og god kampdag derude!

Romanen ”Egalias døtre” er genudgivet som e-bog og print on demand-bog hos os på forlaget Saga Danmark og kan findes hos din foretrukne onlineforhandler, digitale bibliotek eller abonnementstjeneste for download eller streaming af indhold eller bestilles hjem som fysisk eksemplar gennem din boghandler.